Roskilde Museum udstiller det lille, men – ikke desto mindre – ganske sensationelle fund af  Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af sine uundværlige ravne Hugin og Mugin. Den lille og nærmest ubetydelige sølvfigur fra omkring år 900 er aldeles imponerende i sin detaljerigdom, og i løbet af weekenden trak den da også næsten lige så mange besøgende, som der normalt kommer på omkring et par måneder!

Anmeldelse af udstilling af: Mogens Engelund

Odin fra Lejre på tronstolen Lidskjalv med ravnene Hugin og Mugin. Den lille sølvfigur er blot 18 mm høj og vejer 9 gram (Foto: Mogens Engelund)

Der var trængsel på Roskilde Museum i weekenden, og det hører absolut til sjældenhederne, skønt museets samlinger så afgjort er et besøg værd. Men desværre frister museet til daglig en tilværelse i skyggen af byens helt dominerende seværdigheder Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke. Men det var ikke tilfældet i weekenden, hvor den megen medieomtale af det helt unikke fund af Odin fra Lejre gav en tilstrømning helt ud over det sædvanlige. Oldtidssamlingen var udvidet med en ny supersikret montre med den lille sensation fra fortidens Lejre, og det var denne lille blot 18 mm høje og 9 gram lette sølvfigur, som tiltrak sig næsten al opmærksomhed.

“…det sker et par gange i løbet af karrieren, at jorden åbner sig med en faglig åbenbaring. Sin lidenhed til trods, kan den (Odin fra Lejre) måle sig med det ypperste af danske oldtidsfund … Fundet understreger, at Roskilde og Lejre er to af de mest potente kulturhistoriske steder i Danmark!”, var nogle af de ord Roskilde Museums direktør Frank Birkebæk anvendte, da han åbnede den med spænding imødesete udstilling af Odin fra Lejre”.

Fundet af Odin

Fundet blev gjort den 2. september i år af den lokale dyrlæge og amatørarkæolog Tommy Olesen (tryk her for at se hans fundside fra NDF funddatabase med et utal af rosende kommentarer). Han gennemsøgte Roskilde Museums udgravninger i Gammel Lejre med sin metaldetektor og da han hørte det lille “blib” og fandt den lille genstand frem som udløste blibbet var det første han så, figurens to fugleskikkelser og bagsiden. Han var ikke i tvivl om at hans fund var noget helt udover det sædvanlige, og hurtigt blev han og den lille sølvfigur centrum for alle tilstedeværendes interesse. Ingen havde nogensinde set noget lignende, men det stod hurtigt klart, at den lille støbte sølvfigur formentlig var en afbilding af Odin på sin tronstol. Tommy Olesen har uploaded et par interessante billeder til sin fundside, først et billede af figuren, som den så ud da han fandt den (se Odin med muld i skødet), og et unikt billede af finderen selv med armene i vejret, taget spontant af en kollega, da jubelbrølet brød løs.

Tidsbestemmelsen til omkring år 900 (dvs. vikingetiden) gjorde den lille figur til intet mindre end den tidligst kendte afbildning af Odin på tronen omgivet af sine to ravne og yderligere med symbolsk indarbejdelse af Odins to ulve indarbejdet i tronstolens ryg. Populært sagt kan man næsten hævde, at fundet mere eller mindre bekræfter de gamle overleveringer, sagn og sagaer, som den efterfølgende historieskrivning (herunder bl.a. Saxo) gjorde sit bedste for at gøre til “overtro”, “folketro”, “ugudelighed”, “afguderi” eller lignende.

Ikke mindst for at kunne rekonstruere denne tidlige del af vor danske og nordiske historie, er det af den allerstørste betydning at finde en figur som “Odin fra Lejre” kombineret med de mange andre fund og historiske informationer, som udgravningerne i Lejreområdet har beriget historikerne med. Og i takt med at fundene fortolkes, og yderligere fund kommer til, udvides vort historiske kendskab til den periode, hvor vikingestaten konstituerer og måske udvider sin magtbase, samtidig med at den kommer under pres fra den nye sydfra kommende religion kristendommen.

Beskrivelse af figuren

Roskilde Museum beskriver udførligt, hvorledes figuren forestiller den øverste af de nordiske guder Odin siddende på sin trone. Den lille sølvfigur er 18 mm høj og vejer 9 gram. Materialet er sølv med forgyldninger kombineret med indlægning af niello (en sortfarvet metallegering). Figuren gengiver Odin med nogle af de attributter, der er tilknyttet ham i hans egenskab af at være en dominerende hersker.

Den kunstfærdigt udførte trone eller højsæde – som i sagaerne kaldes Lidskjalv – gav Odin magiske kræfter. Herfra kunne han skue ud over hele verden, og de to fugle på hver side af Odin, ravnene Hugin og Munin, støttede Odins alvidenhed, når de hver aften vendte hjem og underrettede guden om, hvad der var sket i verden. Udsmykningen på Odins hals og bryst kan være guldringen Draupner, der hver niende nat dryppede otte nye ringe.

Fremstillinger af Odin på sin trone har hidtil været forbeholdt 1800-tallets nationalromantik og det sene 1900-tals tegneserier, men efter fundet af Odin fra Lejre har vi nu vikingetidens (750-1050 e.Kr.) egen version!

Odin var gudernes konge, men han var også kongernes gud, og netop kongerne havde brug for de egenskaber, der kan knyttes til den lille figur. Derfor er også findestedet vigtigt. Fundet er som nævnt gjort på Roskilde Museums udgravning ved Gammel Lejre, der i middelalderens krønike- og sagalitteratur er kendt som Lejre, danernes første sagnomspundne kongesæde. Fundet af Odinfiguren underbygger således i vid udstrækning forestillingerne om Lejre som en kongelig lokalitet, som den bl.a. fremstilles i Skjoldungesagaen!

Andre teorier

Et så bemærkelsesværdigt fund, fører uvægerligt til flere teorier og andre konklusioner, og nogle hævder eksempelvis, at figuren forestiller en kvinde. Blandt skeptikerne kan bl.a. nævnes svenskeren Martin Rundkvist, som i sin blog Aardvarchaeology hævder at det er Freja, som måske har lånt Odins trone. Hans argumentation er der mange som falder for, skønt vurderingen såvidt jeg kan se, er sket ud fra blot et enkelt foto af figuren. Læs artiklen “Odin from Lejre? No, it’s Freya!“ og alle de mange kommentarer.

En af de tanker jeg selv fik under udstillingen hænger sammen med den relativt komplicerede og ganske specialiserede håndværksmæssige proces, som en støbning er. Der har været fremstillet en model og en støbeform, og derefter er det en nærliggende tanke – for mig i det mindste – at forestille mig, at der efter alle sandsynligheder at dømme, må være fremstillet flere eksemplarer. Måske har den lille figur endog været handlet som et relikvie, – eller måske endog som en souvenir. Men den har utvivlsomt være forbeholdt de få højtstående i samfundet, uanset dens formål og anvendelse. Jeg formoder, figuren har været båret i en snor eller kæde om halsen som en amulet, relikvie, religiøst symbol el.lign. og at bæreren har haft en vis status kombineret med en højere grad af gudelig eller åndelig beskyttelse.

Udstilling af Odin

Roskilde Museum udstiller Odin fra Lejre gennem de næste 12 måneder (14. november 2009 – 14. november 2010), og museet har med enkelte undtagelser åbent dagligt fra 11-16.

Kommentar af: Mogens Engelund

I går oplyste vores forsvars- og angrebsminister Søren Gade, at det ikke var et mediestunt når han hævdede at Thomas Rathsacks bog kunne misbruges og dens informationer kunne øge usikkerheden for udstationerede danske og udenlandske enheder i bl.a. Afghanistan. Han støttede sin argumentation på den påstand, at bogen allerede florerede på internettet i en arabisksproget version. Kun godt en time senere kunne dagbladet BT så støtte Søren Gades version af historien i en artikel, der yderligere var suppleret med link til en arabisksproget version af bogen.

Den arabisksprogede versionen af Thomas Rathsacks bog, som lå på BT’s website, var en Word-fil. Og wordfiler har den facilitet, at man ved et højreklik på dem kan checke deres “egenskaber”, og filen på BT’s website viste sig faktisk at hidrøre fra Forsvarskommandoen selv. Derfor var det heller ikke så mærkværdigt at filen forsvandt fra BT’s website i løbet af få timer. Det spørgsmål, som står tilbage er så: “Hvorfra kom den?, … er det Forsvarskommandoen, som lækker nogle af Forsvarets hemmeligheder? … og så endog på arabisk!”

Søren Gade blev selvfølgelig også pissesur og gik til verbalt angreb mod forsvarsledelsen, som han tildelte en skideballe af højeste rang (se artiklen “Gade giver forsvarsledelse en skideballe”. Samtidig må det undre, at Forsvaret, der godt ville have Fogedretten til at standse udgivelsen af Thomas Rathsacks bog, i dette tilfælde ikke kan se noget problem i at Forsvaret nu selv spreder bogen (se artiklen “Auditører: Forsvaret må godt sprede bog“).

Efter at BT har tænkt tingene nærmere igennem og altså ikke længere ønsker at stå ved deres konspiration med Forsvarskommandoen om at videregive fortrolige informationer herfra, vil jeg meget gerne bidrage med indblik i, hvad det er BT ikke længere ønsker at lægge spalteplads til.

Her er således en oversættelse til arabisk af et afsnit fra Thomas Rathsacks bog, oversat efter samme recept som den lækkede arabisksprogede version fra Forsvarskommandoen.

Udsnit af Rathsacks bog efter en Googles maskinoversættelse og overført til et Word-dokument på samme måde som i det af Forsvarskommandoen lækkede dokument. De ord, som Googles oversættermaskine ikke kan oversætte indføjes blot i teksten som de forekommer i originalen.

Ud fra en formodning om at det er et fåtal af jer læsere, som får ret meget ud af ovenstående, så lad mig hjælpe lidt og forklare på dansk. Originalteksten findes efterfølgende i den venstre kolonne, hvorefter jeg har “tilbage-oversat” den arabiske oversættelse, for at give en ide om hvad det egentlig er for en “oversættelse” vores alle sammens forsvars- og angrebsminister Søren Gade pludselig – formentlig i god tro – fortalte de danske medier nu fandtes på nettet og udgjorde en sikkerhedsrisiko. Selvom man selvfølgelig ikke kan vurdere meget ud af denne form for “oversættelse, så er det da i hvert fald klart, at der ikke er mange som gider læse ret mange sætninger af det vrøvl, som den i øvrigt rigtig velskrevne originaltekst er blevet forvansket til.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Thomas Rathsacks originale tekst til venstre og den genoversatte tekst til højre!

Hvad der står i den arabiske version har jeg ikke vished for, men den må vel på en eller anden måde ligge og lure et sted mellem de to danske versioner, så der er under alle omstændigheder ikke meget at råbe hurra for, og hvis der er afsløringer, er de da godt nok skrevet i et ret uhjælpeligt kodesprog! – Der kan da uvægerligt findes langt mere indgående og nøjagtige informationer om krigsførelsen i Afghanistan, herunder også om operationer og aktiviteter af den karakter, som Thomas Rathsack beskriver, ikke mindst blandt specielt de righoldige udgivelser af engelsksprogede bøger suppleret af endnu mere up-to-date informationer i nettet righoldige forsyninger af artikler, weblogs m.m., skrevet af tidligere og nuværende krigsaktive kombattanter.

Den bevæbning, der er omtalt ovenfor, C8-karabin i CQB-version (Close Quarter Battle), findes der eksempelvis også beskrivelser af på Wikipedia, se artiklerne “Colt Canada C7 rifle” og “Close Quarter Battle“. Her findes også informationer om bevæbning af danske og internationale hærenheder.

Jeg vil senere vende tilbage med en egentlig anmeldelse af Thomas Rathsacks velskrevne bog.

Kommentar af: Mogens Engelund

I den forgangne uge har der været afholdt europamesterskaber i Stuttgart i Tyskland. Og her slog det førende danske bordtennistalent Michael Maze gnister så det funklede. Først under holdturneringen, hvor Michael Maze vandt alle sine kampe uanset hvem han spillede imod. End ikke den højst rangerende europæiske spiller, hjemmebanefavoritten Timo Boll, kunne stille noget op, selvom sejren under alle forudgående opgør mellem de to altid var tilfaldet tyskeren (se glimt fra deres opgør i holdfinalen). Resultatet blev en sølvmedalje og andenplads til det danske hold bestående af Michael Maze, Finn Tugwell, Martin Monrad, Kasper Sternberg og Jonathan Groth.

Heller ikke i single-turneringen kunne den flerdobbelte tyske europamester stille noget op da de to atter mødtes i semifinalen, skønt Timo Boll til publikums enorme jubel rent faktisk indhentede Michael Mazes føring på 3-0 i sæt. Men i syvende og afgørende sæt satte Maze tingene på plads og vandt 11-5.

I finalen kunne den tidligere verdensmester fra 2003, østrigeren Werner Schlager, ikke reelt stille noget op mod Michael Mazes offensive spil. Selv en normalt totalt umulig returnering af et smash fra Werner Schlager gav point (som selv modstanderen klappede af inden han tog time-out), og når selv det umulige bliver muligt så er der ikke meget at stille op for en modstander. Werner Schlager pointerede da også efterfølgende at det var turneringens bedste spiller, der havde vundet.

I finalens afsluttende fase, er en dybt koncentreret Michael Maze klar til at modtage serven fra Werner Schlager ved stillingen 9-5 i femte sæt efter at Maze har vundet 3 sæt og blot er 2 bolde fra sejren!

Werner Schlager har netop forsøgt at returnere et smash fra Michael Maze, og bolden, som er på vej over nettet, sejler efterfølgende ud over bordet til sejr for Michael Maze (med ryggen til) ... 11-8, 11-8, 12-10, 6-11, 11-7!

... utroligt, hva nu, det er overstået, JEG VANDT!

En glad og stolt europamester på sit hidtidige karrieremæssige toppunkt!

...sikke følelser man rammes af når Dannebrog går det tops til tonerne af Der er et yndigt land!

Medaljetagerne på sejrsskamlen: Østrigeren Werner Schlager (nr 2 og sølv), Europamester Michael Maze, Timo Boll fra Tyskland (nr 3 og bronze) og russeren Fedor Kuzmin (nr 3 og bronze)!

…et stort tillykke til det danske sølvhold, europamester Michael Maze og til dansk bordtennis!

Kommentar af: Mogens Engelund

Der er utroligt mange forhold i nutidens Iran, som virker mere eller mindre (men mest mere) uforståelige på os fra de nordlige himmelstrøg, hvor præsternes magt for længst er begrænset, ligesom vi også har en så udbredt ligestilling, at den rækker langt ind i dele af selv kongehuset, selvom Kong Henrik endnu ikke er en reel realitet. Det iranske præstevælde undgår at skulle tage stilling til lignende folkeafstemnings-værdige spørgsmål, i og med at de behændigvis afskaffede det iranske kejserstyre efter præsternes tilbagekomst til Iran i 1979, og selvom der var ret så omfattende ligestillingsmangler under Shahens styre i Iran, så er der sandt at sige ikke blevet mere ligestilling under de mange (ældre mandlige) præsters styre. Heller ikke begrebet demokrati er noget, som præsterne ofrer megen opmærksomhed, og det er selvfølgelig også såre nemt at forstå, for der skulle da vist ikke megen demokrati til før præstestyrets dage ville være talte.

Skønt Vogternes Råd i princippet kan siges at fungere som en form for Overhus, så er dets opbygning ret unik med flere strukturer, som har rødder tilbage fra det historiske Islamiske Kalifat, hvor moderne demokratiske strukturer havde meget trange vilkår. Rådet består af 12 personer, hvoraf Irans åndelige leder alene udpeger de 6, mens Irans Parlament udpeger de 6 øvrige blandt en gruppe, som er nomineret af Irans juridiske leder (som er udpeget af Irans åndelige leder). Alle medlemmer af Rådet er “islamiske jurister” da Irans juridiske system siden 1979 er underlagt Shia Islam (Sharia), og deraf følger betegnelsen “Præstestyre”. Vogtenes Råd skal vurdere, bedømme og godkende alle beslutninger, der træffes i Irans Parlament, og Rådet kan nedlægge veto mod enhver beslutning fra Parlamentet, såfremt den ifølge Vogternes Råd enten strider mod Irans Forfatning (indført af præstestyret 1979) eller mod Islam (Sharia). Alle 12 medlemmer af Rådet stemmer, når en lov vurderes i relation til forfatningen, mens kun de 6, der er udpeget af Iran åndelige leder stemmer, når en lov el. anden afgørelse bedømmes i forhold til Islam. Når der som i den aktuelle situation er tale om valg til en af nationens ledende poster, har Rådet en utrolig stor, men – som det ses aktuelt – ikke altafgørende position. I henhold til Irans islam-dominerede forfatning skal enhver præsidentkandidat, parlamentskandidat eller kandidat til Ekspertforsamlingen (en Overhus struktur, som udpeger Irans Åndelige Leder) nemlig godkendes eller indstilles af Vogternes Råd.

Et af de helt aktuelle spørgsmål i dagens Iran, relaterer sig til selve den inderste magtstruktur, nemlig de personlige modsætningsforhold mellem Ayatollah Ali Khamenei, Irans Åndelige Leder) og Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, tidligere præsident og nuværende leder af Ekspertforsamlingen. Ved præsidentvalget ønskede Khamenei genvalg af Ahmadinejad, mens Rafsanjani (der tidligere var præstestyrets grundklægger Ayatollah Khomeinis højre hånd) støttede oppositionens kandidat, Mir Hussein Moussavi. Modsætninger ligger således langt uden for offentlig indflydelse, et magtspil i toppen af et nærmest religions-diktatorisk et-parti-lignende system. Men det er væsentligt ikke at se magtspillet som et spil mellem “de gode” og “de onde”, for det er selvfølgelig langt mere kompliceret, og mange mener at det svarer til en forskel mellem pest og kolera! – Rafsanjani var oprindelig Khomeinis “højre hånd” og i sine to præsidentperioder var det Rajsanjani, som mere end nogen anden fungerede som den reelle leder af Iran. Det var også Rajsanjani, som mere end nogen anden orkestrerede Ayatollah Khameneis udnævnelse som Irans Åndelige Leder efter Ayatollah Khomeinis død i 1989. Det var Rajsanjani som styrede Iran, mens Khamenei fulgte trop, og redskabet var en økonomisk-religiøs udvikling bakket op af militære magtstrukturer. Den åndelige leder, Kahmenei, udviklede imidlertid gradvis sin egen politiske platform, som han altovervejende baserede på en alliance med og kontrol over militæret, mens Rajsanjani mistede magt og bl.a. blev anklaget for magtmisbrug og korruption. I sin nuværende position som formand for “Ekspertrådet” har Rafsanjani  måske en større magt over begivenhederne end Khamenei og Ahmadinejad ønsker, men indtil videre har han i hvert fald været meget tavs med sine udmeldinger. Det tolkes af nogen som en afventning til det strategisk rette tidspunkt, ligesom man kunne formode at han formentlig tæller sine støtter og håber på fortsat voksende opbakning, for der er næppe tvivl om at uovervejede drastiske beslutninger næppe vil gå upåtalt hen. Det skal måske også medtænkes i disse vurderinger, at der refereres fra Iran om at demonstraterne opfordrer politiet og sikkerhedsstyrkerne til at skifte side i konflikten. Set i denne sammenhæng ville uoverensstemmelser inden for politik, militær og sikkerhedsstyrker nemlig betyde en svækkelse af Khamenei og Ahmadinejad og formentlig en tilsvarende styrkelse af oppositionen med Moussavi og formentlig også Rajsanjani i spidsen. (Læs artiklen “Former Iran President at Center of Fight Between Classes of the Political Elite” fra New York Times, 21. juni 2009, som uddyber netop nogle af disse problemstillinger).

Mange iranere forsøger at prostestere mod et valgresultat, som der er indlysende indikationer på ikke er helt i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Men det er svært at komme til orde i dagens Iran, ikke mindst for kritiske kommentarer, men internettet er blevet et af midlerne. Blogs, Facebook og Twitter er nogle af de anvendte midler, men de støder på det problem, at afsenderne af informationer på internettet kan spores, og det udnytter de iranske myndigheder sandelig også til at spore afsendere af informationer, som udtrykker uenighed med præstestyret og dets øverste ledelse “Vogternes Råd” (i sandhed noget af en titel for et totalitært regimes øverste organ!). Ikke desto mindre findes der et mindre hav af protester på nettet. De fleste af dem – desværre for os – på det lokale sprog persisk eller farsi, men der er dog alligevel masser af websites, der er tilgængelige. Se bl.a. Toronto-iraneres protest på Facebook mod valgresultatet (Toronto Iranians Protest Against Election Result – Where is my Vote?) og se den løbende opsamling af forskellige blogs på “Global Voices”. Der er masser af indtryk og erfaringer at hente herfra, ligesom masser af nye spørgsmål samtidig også presser sig på, for samfundsstrukturen i Iran er baseret på en anden kortblanding end vi normalt opererer med.

Jeg har selv i fire tilfælde rejst gennem Iran, den ene gang i egen bil, og selvom meget sand har flyttet sig i ørkenen siden da, er mange grundlæggende karakteristika fortsat sammenlignelige, ligesom “konfrontationen” mellem verdslige og religiøse dele af samfundsstrukturen konstant har været et objekt for daglige diskussioner blandt iranere. En ganske væsentlig del af denne diskussion daterer sig faktisk helt tilbage til Islams grundlæggelse som selvstændig religion og dens efterfølgende konstituering som statsbærende relegion inden for den islamiske styreform Kalifatet. Efter Sasanidernes nederlag i 651 blev det første islamiske præstestyre (også betegnet Kalifatet) efterfølgende grundlagt i Iran, hvorefter Sasanidernes allerede enorme rige som i sin glansperiode helt eller delvist omfattede over 30 nuværende lande, blev yderligere udvidet. Godt et århundrede senere omfattede Kalifatet hele Mellemøsten, det nordlige Afrika samt Spanien og Portugal (se kort over området her). Hvis nogen synes at det er for lang tid at tænke tilbage, så husk lige på at “vore egne” tænkere og filosoffer som Platon, Sokrates, Pytagoras, osv. er langt ældre, ligesom også Aleksander den Store – som fortsat giver anledning til dønninger på Balkan – er ældre end Sasaniderne.

Hvis vi vender os til den historiske dimension inden for det aktuelle præstestyre, som kom til magten da Ayatolla Khomeiny i 1979 sammen med en utilfreds folkelig massebevægelse væltede det efterhånden bredt upopulære kejserstyre ledet af Shah Reza Pahlavi og tvang kejseren i eksil, så er det eksempelvis interessant at se på den måde, som det iranske styre har defineret sig selv på landets frimærker, de små papir-ikoner, som vi alle kender til og slikker på i tide og utide. I sammenligning med præstestyrets første tid, hvor motiver der glorificerede Irans islamiske revolution var klart dominerende gennem en årrække, er der sket et klart skred henimod en bredere anvendelse af de små papir-ikoner, hvorunder den religiøse betydning er klart aftaget. Selvom frimærker fortsat anvendes til formidling af politiske budskaber, så er der nu også plads til både blomster og lokale sportsikoner (bl.a. Ali Daei, en af verdens bedste fodboldspillere). Frimærkerne har derudover eksempelvis også været anvendt til at vise Irans modvilje mod Israel og USA, og der findes faktisk årlige frimærker fra 1980′erne til minde om iranernes erobring af USAs Ambassade i Teheran i 1980 med kapringen af en masse amerikanske gidsker, ligesom også Israels seneste forulempelser i Gaza er markeret på et frimærke, og her er det efterhånden stort set kun Israel og dets allernærmeste allierede som ikke vil erkende, at der er tale om krigsforbrydelser, så der findes da også områder, hvor vi ikke er decideret uenige med iranerne.

Det skal nu på ingen måde fjerne fokus fra den aktuelle situation i Iran, for efter valget er der dukket masser af ubehageligheder frem for dagens lys. Skønt alle omstændighederne omkring valgets afholdelse og det efterfølgende forløb er så uigennemsigtige som tilfældet er, og selvom det iranske styres måde at håndtere situationen på, gør det utroligt svært her på afstand at skille skidt fra kanel, så står der ikke desto mindre et stadig stigende antal uafklarede forhold tilbage. Jeg vil blot nævne nogle få, for der kommer uafladelig flere til.

1) Markant pressecensur. Som en konsekvens af de vanskeligheder det iranske styre udsætter iranske og udenlandske journalister og politiske kommentatorer for, er det vanskeligt at vurdere de oplysninger, som når de vestlige medier. Det iranske sikkerhedsapparat har derudover infiltreret bl.a. Twitter for at finde iranere, der markerer sig aktivt i opposition til det iranske styre, men aktive Twitter’e har identificeret en stribe falske iranske election Tweeters, læs mere her! – Derudover findes den interessante engelsksprogede website “Tehran Broadcast” med oversættelse til engelsk af en lang række persisksprogede tekster, taler, blogindlæg, m.m. fra bl.a. “balatin.com” – The Persian Social News Aggregator. Kig også på YouTube under “News & Politics”, hvor der hele tiden kommer nye videoklip fra Iran, se bl.a. denne fra BBC, 21. juni 2006, som ender med at det er demonstraterne, som forfølger sikkerhedsstyrkerne. Se også bloggen “Where is my vote – Iran election 2009 news” – collection of latest news, pictures and video about iran election 2009, med en del engelsksprogede henvisninger.

2) Det “officielle valgresultatet” udviser nogle helt uforståelige resultater, som står i totalt misforhold til de folkelige tilkendegivelser, og som på trods af den vanskelige pressedækning alligevel er nået frem til vore breddegrader. Den vælgermæssige opbakning bag Ahmadinejad finder kun sin lige i totalitære stater, og siden sidste præsidentvalg i 2009 har han tilsyneladende haft en helt eventyrlig fremgang med en mangedobling af sin opbakning, hvilket virker meget mistænkeligt. Læs mere om valgresultatet og set det grafisk i artiklen “Iran protests: Live” fra britiske Guardian (18. juni 2009) med en timeline for hændelserne umiddelbart efter valgresultatets offentliggørelse samt videoklip fra demonstrationer, som betvivlede at valgresultatet var korrekt.

3) Det “lækkede” brev fra indenrigsminister Sadeq Mahsuli til den åndelige leder Khamenei med det måske korrekte valgresultat, som var et kastrofalt og totalt nederlag for Ahmadinejad og hans støtter. Hvis det “officielle” valgresultat blot er et “fabrikeret resultat” kan det selvfølgelig forklare Ahmadinejads totale dominans, der findes næppe nogen anden holdbar forklaring. Det faktum at Ahmadinejad tilsyneladende fik en så katastrofalt ringe opbakning, som brevet beskriver, gjorde det blot endnu mere nødvendigt for styret at overdrive hans valgsejr endnu mere, så han ikke skulle ud i endnu en valgrunde (hvilket var påkrævet, hvis han ikke fik mindst 50% af de afgivne stemmer), så hvorfor så ikke bare “give” ham 62,8% ! (læs artiklen “Hemmeligt brev ‘beviser’ Musavis valgsejr” af Robert Fisk i Information, 17. juni 2009.

4) Fundet af store bunker af stemmesedler på en losseplads kort tid efter afstemningen blev skjult med gravemaskiner, ild og brændbare væsker (se eksempel på en af de fundne stemmesedler her – forsynet med det anvendte autorisationsstempel samt en stemme pp oppositionskandidaten Mohsen Rezai!).

5) Videoer og rapporter dukker konstant op på internettet med informationer om systematisk vold mod demonstranter, men (måske) også om voksende folkelig opbakning til modstanden mod styret – i det mindste mod styret i sin nuværende form. Se bl.a. indlæggene “Iran: Protesters break a taboo and defy Khamenei” (20. juni), “Iran: Protests and Repression” (15. juni) og “Iran: More citizen video from protests” (16. juni).

6) Selv om der umiddelbart (dvs. for os at se) ikke er de store politiske forskelle mellem Ahmadinejad og den førende oppositionskandidat Moussavi, så er de eksisterende forskelle trods alt så markante at styrets topledelse sætter rigtig meget på spil for at opretholde Ahmadinejad på posten på præsident. Den mest markante forskel, som falder mig i øjnene er Ahmadinejads og den åndelige leder Khameneis alliance med militæret og sikkerhedsstyrkerne. Det er også denne alliance med militæret og med Irans militærindustrielle kompleks som “bærer” Ahmadinejads nærmest uadladelige Atom-trussel fremad. Og der er vel næppe umiddelbart noget andet end netop dette ønske om at besidde kernevåben, som iranerne kan tirre det nuværende styres “Hadeobjekt No 1: USA” med, samtidig med at de med deres vedholdenhed i øvrigt også samtidig får stigende opbakning inden for “Det Muslimske Verdenssamfund”.

7) Den folkelige modstand fortsætter og øges tilsyneladende. Der er samtidig voksende international støtte til modstanden mod styret, skønt langt størstedelen blandt de dominerende dele af det internationale politiske “establishment” forholder sig markant afventende, som om der foreligger en eller anden form for “standing agreement”. Til gengæld anklager præstestyrets ledelse Vesten med USA i spidsen for at stå bag den folkelige opstand. Netop dette forhold kan gøre det betydeligt lettere for den iranske opposition at sikre en eller anden form for “normalisering” i forhold til Vesten, såfremt deres folkelige opstand lykkes. Men en helt afgørende forudsætning er at det iranske militær mister den meget omfattende indflydelse de har i dag, ellers vil der ikke være tale om et valg mellem skidt eller kanel, men snarere mellem pest og kolera, og stort set uanset, hvem, som vil have held eller dygtighed til at sikre sig magten i Iran. Se bl.a. bloggen “Revolutionary Road…”, som eksempelvis viser begivenhederne fra i lørdags, beskrivet minut for minut i “Minute by minute with Revolution!”. Da det iranske fodboldlandshold få dage efter valget spillede VM-kvalifikationskamp i Seoul mod Sydkorea stillede 6 af spillerne op med grønne bind om håndleddet (se bl.a. BBC klip fra 17. juni 2009). Men som jeg har nævnt tidligere, er det er uhyre svært land at dække, rent journalistisk. Forskellene er enorme, ikke blot regionalt, men så sandelig også socialt, og det har måske været afgørende for valgresultater, at Ahmadinejad har en meget stor opbakning blandt de socialt dårligst stillede befiolkningsgrupper, og dem er der rigtig mange af. Informations og The Independents korrespondent i Teheran, Robert Fisk, vurderer at selvom Ahmadinejad er en “uhyrlig” præsident, så kan han faktisk godt have vundet valget, blot absolut ikke så stort som tallene viste (se artiklen “Fantasi og virkelighed i Teheran” af Robert Fisk i Information, 22. juni 2009).

8) Reaktionerne fra den arabiske og islamiske verden har været spredte. De har altovervejende set situationen som et internt politisk opgør og håber generelt på opretholdelse af en religiøs og politisk stabilitet, hvortil kommer at det formentlig heller ikke ligger i første række for disse lande og regimer at kritisere demokratiets status i Iran.  Se bl.a. AP-artiklen “Arabs largely silent on Iran election and unrest” af Hadeel al-Shalchi (Cairo, 18. juni 2006).

9) Den internationale folkelige opbakning er fortsat voksende, selvom den også i ganske vid udstrækning er afventende. Som et eksempel på opbakningen kan eksempelvis nævnes initiativet til en opfordring til Google om at udskifte Google-logoet en enkelt dag med et grønt Iran-friendly Google-logo. Opfordringen ligger på http://whereistheirvote.x10hosting.com/, og da jeg var inde på den første gang, nogle timer efter dens oprettelse, støttede mere end 80% opfordringen (tilsyneladende har successen været så overvældende at siden efterfølgende er blevet overbelastet!?). Den internationale støtte har også givet sig udslag andre kampagner, deriblandt opfordring til blokering af officielle iranske websites, hvilket nogle iranske bloggere m.m. dog har opponeret imod, ud fra et argument om at det samtidig optager for megen plads af den samlede iranske båndbredde og at det dermed også hæmmer deres aktiviteter, men det er jeg usikker på, og jeg undlader at komme med anbefalinger.

… men … jeg støtter det iranske folk!

Google med latest news om Champions League finalen

SPORTEN:
Google var selvfølgelig med på interessen for årets kamp mellem Europas to bedste og mest attraktive mandskaber, Manchester United og Barcelona FC. De to hold, som begge har stået som garanter for seværdig fodbold mødte hinanden en lun aften i Rom. Men der skal to hold til en god kamp. I aften var der markant forskel på holdene. Manchester sad overraskende tungt på de første 10 minutter, mens det derefter udelukkende var Barcelona, som viste format.

Kommentar af: Mogens Engelund

Banen er kridtet op og klar!

I Manchester Uniteds kamp nr. 56 i denne sæson – europæisk rekord – startede de som lyn og torden mens Barcelonas forsvar til gengæld ikke helt kunne finde sikkert fodfæste. Men som det ofte sker, så kan denne måde at ryste nerverne af på, samtidig resultere i en for tidlig spillemæssig optimisme. Uniteds pres blev afløst af ren nedtur, da Bancelonas angreb ikke viste samme inkompetance som forsvaret, for da de endelig fik bolden i medløb på Uniteds banehalvel, så levede Eto på det nærmest op til sit navn med sin lille hoftevridning kombineret med et lille træk tæt bagom modstanderen – en trækfinte jeg selv har kaldt et-to finten (det var stort set en af de eneste jeg anvendte i forskellige varianter) – og Eto han afsluttede med kort aftræk – nærmest i den kategori betegnede som en “tåhyler” – og så var Barcelona foran 1-0, – og nerverne blev nu flyttet over på Manchester United.

Og der blev de en lang periode, hvor Barcelona kørte bolden rundt uden for Uniteds rækkevidde, og selv ved indkast havde Unitedspillerne svært ved at finde ud af, hvad de skulle stille op. Men selvom han ikke fik megen plads så viste Ronaldo dog, at der fortsar var mere drive over ham end hos de øvrige United-spillere, der var noget nede på fodballerne, og ikke rigtig vidste, hvordar de skulle møde og imødegå Barcelonas rimeligt rolige men konstant gentagne pres, som på grund af Uniteds passivitet og manglende pres på Barcelonas boldholdere indimellem resulterede i unødigt farlige situationer i nærheden af Uniteds mål. Situationerne bårde være imødegået ved et offensivt kollektivt pres længere fremme på banen, men her var Barcelona i totalt overtal. United opretholdt nærmest konstant mindst 9 mand bag bolden, og det er altså at gøre det til en nærmest “mission impossible” at foretage noget fornuftigt med bolden, såfremt den indimellem skulle lykkes at erobre den.

Når United indimellem havde kontrol over bolden, så varede det ofte ikke særlig lang tid før de af den eller den anden årsag kom til at lade løbe over sidelinjen eller på anden måde mistede den (der var simpelhen alt for mange af de her irriterende “uprovokerede fejl”).

To United-forsvarere betragter imoneret den totalt frie Messi modtage afleveringen fra Xavi og sekunderne efter kælent ekspedere bolden over van der Sar til slutresultatet 2-0

I anden halvleg var der mere kamp, mere pres længere fremme på banen, men så snart Barcelona nærmede sig Uniteds straffesparksfelt voksede Uniteds passivitet og forsvaret pakkede sig sammen. Ikke desto mindre var det lige ved at lykkes for Thierry Henry at gentage Eto’s bedrift, men Henry kendte ikke Eto’s fidus med tåen, men forsøgte med en følt inderside, men den var simpelhen alt for langsom og alt for let at parere.

En af årsagerne til Barcelonas overtag skyldtes bl.a. Messi’s taktiske spil med at trække sig væk fra sine direkte – store og stærke – britiske opvartere, som han konstant trak sig væk og tilbage fra. De stod så bare der i det centrale midterste forsvar uden ret meget at lave, mens Messi var uhindret optaget af spillet længere tilbage på banen, en taktisk fidus, der var stærkt medvirkende til at fastholde Barcelonas overvældende overvægt på midtbanen.

Glade Barcelonaspillere modtager folkets hyldest fra Det Olympiske Stadion i Rom

Og da to United-spillere midt i anden halvleg ikke kan beslutte til til, hvem af dem, der skal løbe nogle meter tilbage på banen for at modtage en returbold fra forsvaret, ender det med at de begge står passive, mens en Barcelona-spiller smutter imellem og tager bolden med fremad og lægger den roligt ind til den lille Messi, som de to britiske forsvarere, der står i nærheden af ham, ikke kan finde ud af at dække op, og med et behersket flyvende hovedstød sender han bolden i en blød bue over Van der Sar – 2-0 !!.

Selvom der indimellem opstår situationer, hvor United med lidt held kunne have fået lidt mere ud af det, så kommer heldet som oftest først og fremmest dem til gode, som er de flittigste til at opsøge det. Og i denne kamp har der stort set ikke – med undtagelse af de første få minutter – været tvivl om hvilket hold der var det bedste i denne kamp.

Barcelonas træner Guardiola kan med sit taktiske scoop omkring Messis placering i det centrale angreb kombineret med hans konstante rokering tilbage på banen tage æren for en taktik, som Manchester ikke havde et modspil overfor. Det resulterede i et sportsligt toppunkt, opnået allerede i hans første sæson som træner – nå ja, han havde nu godtnok også en fortid som træner for et kvindehold – imponerende!!

Den samlede gevinsten for sejren er beregnet til at ligge helt oppe i omegnen af 1 milliard danske kr. når alle direkte og indirekte indtægter og afledte værdistigninger tælles med (beregnet af Forbes – se deres beregninger her!) – det er da også ganske imponerende ! – og så endda midt i finanskrisen! – nu skal jeg da vist lige huske, at sport og politik, det blander man altså ikke sammen!

Kommentar af: Mogens Engelund

Da jeg i går besøgte Roskilde Museum i anden sammenhæng, blev jeg fanget ind af et pressemøde i forbindelse med den officielle lancering  af computerspillet “Spillet om Danmark”, et historisk strategispil for PC-ere for 5.-8. klasse om kristendommens indførelse i Danmark.

Louise Dahl Christensen fra Roskilde Museum introducerer Spillet om Danmark, og Gunnar Wille fra udviklingsgruppen står klar til at guide Jonas, Mikkel, Asbjørn og Michael fra Østervangskolen gennem spillet

Spillet om Danmark er et netop udviklet computer-strategispil, til brug ved undervisningen i bl.a. historie og religion. Det tager sit historiske udgangspunkt i slutningen af vikingetiden omkring den periode, hvor Harald Blåtand samler det danske rige og gør danerne kristne. Med god humor og engageret speak af spillets instruktør Gunnar Wille stilles de 2-4 deltagere i spillet over for en række realistiske dilemmaer, hvor spillernes valg bliver afgørende for deres egen og for Danmarks videre skæbne i spillet.

Spillets dilemmaer tager udgangspunkt i vikingetidens kultur og skikke stillet op over for de forandringer, som den kristne tro og kultur introducerer. Samtidig er der i dilemmaerne involveret en balancegang mellem kongens og fyrstens ønske om at opretholdelse magten, opbakning og loyalitet fra hans styrker (som elsker traditionel – måske lidt ukristen – festivitas m.m.) samtidig med at introduktionen af nye forandringer, som knytter sig til udbredelsen af kristendommen via missionærer, biskopper, m.m. er en af de forudsætninger, som er med til at knytte det nye rige sammen på et nyt fælles etisk, moralsk og kulturelt grundlag.

Jonas har indledt sin landsbyudvikling og overvejer om han skal anvende midler til militære eller mere fredelige formål

Spillet foregår i en virtuel version af vikingernes verden, opbygget på basis af historiske facts. Spillet er udviklet til brug på 1 PC, som spillets 2-4 spillere hele tiden må skiftes til at anvende. Spillets informationer og dilemmaer dukker op i små infobokse på skærmen samtidig med at de også lyder ud af PC’ens højttaler, så alle deltagere har mulighed for at reflektere over spørgsmål og dilemmaer.

Louise Dahl Christensen fra museet og Gunnar Wille fra udviklingsgruppen bag spillet fremhævede under spillets lancering, at det havde været deres intention at skabe et spil som ville inddrage eleverne og gør dem aktive og deltagende, samtidig med at spillet kunne give deltagerne en viden, som de kan relatere til nutidens moralske, kulturelle og etiske dilemmaer.

Som spillet skred frem viste det sig hurtigt, at de fire spillere konstant diskuterede dilemmaerne, og at den “ulempe”, at der “kun” var 1 PC til fire spillere, til overmål blev opvejet af den aktive medinddragen og diskussion, som alle deltagere udviste. Det var ikke nødvendigt at f’ølge med på skærmen, via højttaleren blev dilemmaerne offentliggjort, så alle spillere kunne gøre sig deres overvejelser og knytte kommentarer til den aktive spillers valg. I overensstemmelse med de historiske kendsgerninger er der inddraget konfrontationer mellem deltagerne og fiktive grupper. Slagscenernes voldsomhed udgøres af fint afstemte lydfrekvenser og en grafik, som – inden for den korte tid, som slagene udspiller sig over – rent faktisk viser slagenes udvikling.

Mikkel har kastet sig ud i kamp mod en af sine modstandere, for uden militære styrkeprøver er det umuligt at samle Danmark og gøre danerne kristne

I slagene er indbygget komponenter, som inddrager den strategi, som den pågældende spiller har valgt, dvs. om der eksempelvis satset entydigt på militær oprustning, eller om der støttes med missionærer, m.m. Styrkelse af vikingernes traditionelle Asa-tro giver i nogle tilfælde bedre resultat i kampe, mens styrkelse af Kristendom styrker spillerens indflydelse.

Spillet er inddelt i faser på ca. 20 min., som svarer nogenlunde til den tid, der er til rådighed i en lektionstime i folkeskolen. Såvidt jeg umiddelbart kan overskue, så er spillet – i sin nuværende form – beregnet til et forløb, der omfatter 3 faser. Det mener jeg er en styrke ved spillet, så det ikke bliver et evighedsspil. Man kan sagtens spille videre i timevis (jeg har netop checket!), og jeg opdagede faktisk først mange af spillets små finesser meget sent i spillet, men det er da også kun en styrke, som giver lærere og spilvejledere øgede muligheder for at inddrage større viden og bredere indsigt undervejs. Jeg vil ikke her afsløre hverken strategier eller andet, blot opfordre til anvendelse af spillet.

Der er masser af muligheder til at søge supplerende historisk information undervejs, herunder informationer, der kan belyse, hvad den enkelte spillers score er et udtryk for.

Spillet om Danmark er udviklet med støtte fra Uni-C – Danmarks IT-center for Uddannelse og Forskning, til udvikling af digitale undervisningsmaterialer, med midler fra den såkaldte E-museumspulje, hvorfra museet har modtaget ½ mio. kroner. Roskilde Museum har produceret PC-spillet i samarbejde med manuskriptforfatter Jacob Wille, instruktør og børnebogsforfatter Gunnar Wille, grafiker Niels Dal Valentin, E-learningkonsulent Niels Østergaard, og produktionsselskabet Fabulab. Elever på Østervangskolen i Roskilde har undervejs testet spillet.

Læs mere om spillet på Roskilde Museums hjemmeside. – og hvis du har tid og lyst kan du starte Spillet om Danmark ved at trykke her!

Kommentar af: Mogens Engelund

Det var noget af et scoop, at sidde hele morgenen og følge Stein Baggers hjemkomst. Tænk at sidde hjemme i stuen og se det ene fly efter det andet lande i Københavns Lufthavn en mørk og diset decembermorgen og derefter sammen med journalisterne gætte på om det nu var dette fly der endeholdt den så stærkt omtalte it-fantast. BT havde kunnet bekræfte, at han virkelig var ombord på det fly vi alle ventede på, DL068 fra Delta Airlines, der kom fra Atlanta med planlagt ankomst til Kastrup, kl. 08.32. En heldig journalist fra BT var nemlig næsten tilfældigvis med det samme fly, og sandelig om ikke han havde været så heldig at få en plads bare et par rækker bag Stein og hans to medrejsende fra det amerikanske Hotel Gitterly. Under flyrejsen strakte han sine ben op forbi stolerækkerne, hvor Stein sad, og som god journalist forsøgte han at indlede en samtale. Den blev nu ganske kort, og Steins bemærkninger var i følge BTs udsendte begrænset til de få, men til gengæld meget gådefulde ord, “…hvorfor? … why?”. Derefter overtog en af Steins “venner” ordet og han bad stille og bestemt BTs udsendte om hurtigst muligt at sætte sig tilbage på sin plads, … og det gjorde han så! Derfra lykkedes det ham ikke desto mindre at tage et billede af bl.a. Steins nakke med sin mobiltelefon (det var i hvert fald det eneste vi fik at se på dette tidspunkt … de lever vist osse af at sælge aviser!).

DL068 ankommer fra Atlanta med den pt. mest omtalte dansker

Efter en venten, der forekom timelang, viste et af flyene på skærmen sig at være et Delta-fly. OK … det måtte så være “vores” fly, og efter en omstilling til nogle af de reportere og fotografer, der belejrede samtlige udgange fra lufthavnen, og som forsikrede at de par parat til at tage deres livs billede hvis sekunderne var med dem, … ja så var vi alle klar.

Efter lang tids venten forlød det at Stein var listet ind i en mørk kassebil, og at de var på vej mod en af udgangene. Jeg sad klar i sofaen med kameraet, og der kom den så, og jeg knipsede løs. Den kørte simpelthen ud af hovedindgangen, men standsede op foran bommen i tilstrækkelig mange sekunder, så der lige var tid til at knipse en gang med blitzen tændt, … og se bare hvad der lykkedes. Jeg kan faktisk ikke udelukke at det lykkedes mig at fange en bid af Steins Baggers pande! … Lige der, lidt til venstre for den politibetjent, der sidder på den midterste plads på forsædet. Et scooooop, helt sikkert! … og taget på sengekanten lige ud af morgenkaffen under dagen reality-show, som vi herefter blot venter på en yderligere lang række af fortsættelser på!

Bemærk den markante pande tv. for den betjent der sidder i midten
… det kan absolut ikke udelukkes, at DET ER STEIN BAGGER!!

Kommentar af: Mogens Engelund

Da Steins virkelighed oversteg IT Factorys oppustede fantasi-millioner, løb han i panik fra kone og barn og fræsede derefter på sin mærkværdige flugt tværs over USA. Midt under sit fravær modtog hans finanschef Jeanette Lorentzen på Steins vegne “Årets Vækstpris 2008” af revisionsfirmaet Ernst & Young med ordene “…I kommer til at lede forgæves, hvis I leder efter vore kunder i Danmark!”. Hermed var året reality-show “Find Stein” skudt igang og jagten på sandheder og ansvarsforflygtende håndvaskere indledt!

Jeg har som en af få skribenter først nu kastet mig over det kæmpeemne, som de to navne Stein Bagger og IT Factory åbner op for. Det er ikke, fordi jeg ikke har fundet emnet interessant, men der har været sagt og skrevet så meget af folk, der vidste så lidt, at det var rigtig nemt at gå rigtig galt i byen, specielt når man tænker på, hvor mange gader og stræder Stein Bagger har været forbi i sin globale færden, hvad enten det har været på sin flugt eller for at finde gennemsteder.

Grunden til at jeg kommer på banen er vel sagten fordi jeg ikke kan lade være, men også fordi jeg synes at der er nogle punkter, som det er væsentligt at hæfte sig ved, – punkter, som det er væsentligt ikke kommer til at danne skole. En af sagens helt centrale punkter har i øvrigt haft en afledt effekt på det danske sprog, nemlig innovatøren Stein Baggers kreative rundrejse til banker, investerings- og  leasingselskaber kombineret med en ihærdig arbejdsindsats, der indimellem inkluderede ophold i hemmelige faktureringslokaler, alt dette har været medvirkende til at fasttømre det nye nudanske ord “leasingkarrusel”, som Dansk Sprognævn netop har medtaget i listen over nye ord i det danske sprog. Selvom ordet utvivlsomt har været anvendt tidligere, så er det først med åbenbaringen af de bagvedliggende økonomisk-konspiratorisk regnskabs-manipulerende leasing-transaktioner i tilknytning til IT Factory at ordet virkelig har fået substans på trods af den reelle hulhed, som der hævdes at ligge i ordet. Til gengæld har hulheden været så omfattende, at Stein Bagger i følge beregninger foretaget af kurator Boris Frederiksen (se dagens udgave af Berlingeren) har kunnet gemme et kæmpebeløb på måske en kvart million af vejen til sig selv.

Her er det så jeg synes, at det hele bliver til at forstå. Han har jo selvfølgelig bare villet sikre sig selv og sin alderdom, samtidig med at han ville sikre sine højtlønnede medarbejdere gode forhold i sin hastigt ekspanderende virksomhed så længe det var muligt.

Han har da selvfølgelig godt vidst at det ikke kunne blive ved, og det mest utrolige er blot at simpel hovedregning burde have kunnet afsløre ham for længst (men simpel hovedregning værdsættes måske ikke længere i det omfang det måske burde).

En omsætning på omkring 900 mio på et år (og IT Factory hævdede endog at være på vej til en omsætning på 1.800 mio. i 2008!) af 139 medarbejdere giver en gennemsnitlig omsætning på 6-7 millioner kr pr. ansat (voksende til det dobbelte i 2008!) , og det er helt vildt. Så højt et gennemsnit er der ingen i denne del af IT-branchen (og kun ganske enkelte specialvirksomheder i det hele taget), som kan opretholde, og slet ikke når man sammenholder væksten i omsætningen med væksten af nye medarbejdere som en vækst over flere år. Specielt er det foruroligende at ingen har interesseret sig for kundekredsen, for udover den begrænsede skare af kunder, så har vi også at gøre med en virksomhed, som hævder at de laver udvikling, og det kommer der jo først penge eller omsætning ud af når man sælger sine produkter. Og IT Factorys produkter var jo slet ikke kendt (og hvis noget er under opsejling inden for IT-branchen, så blinker de små mangegfarvede lamper overalt på kloden, men det gjorde IT Factorys små lamper ikke, kun dem, som der stod advarsel på, men de var tilsyneladende så små, at stort set ingen bemærkede dem).

Der var jo dog en enkelt, som råbte vagt i gevær, men “…hvis jeg tog mig af anonyme henvendelser, så kunne jeg have nok at gøre!” affærdigede bestyrelsesformand Asger Jensby efterfølgende henvendelsen fra maj 2007, angiveligt uden at reagere på anden måde end at give Stein Bagger den pågældende email. Den anonyme henvendelse (som Asger Jensby i øvrigt tidligere har hævdet at kende afsenderen af) gjorde opmærksom på nogle facts, som ellers burde få advarselslamper til at blinke, eksempelvis netop forholdet med den høje omsætning pr. ansat, som på dette tidspunkt var på ca. 3 millioner kr. pr. ansat, hvor gennemsnittet inden for den sammenlignelige del af branchen blot var på 1 million kr eller mindre pr. ansat (og en omsætning på 3-6 gange gennemsnittet er simpelthen ikke muligt!). Og med den voldsomme vækst uden at man uden for IT Factory kunne finde kunder til den angiveligt så stærkt stigende omsætning tændte yderligere lamper (blot ikke hos Jensby). Da den hemmelige ansender af anvarselsmailen, Bo Svensson, gav sig til kende blev der lagt yderligere ved til bålet. Nettet forekommer nu også at stramme sig om andre, som havde mindst det samme kendskab til firmaet som Bo Svensson (der kun kendte tilstanden set udefra), ikke mindst for ansatte i ledende stillinger hos IT Factory.

Blandt de enkeltpersoner, som fattede mistanke til at et eller andet var galt, men som ikke kunne fremlægge håndfaste bevise var Dorte Toft, der i sin blog “BIZZEN – IT & Business” fra Berlingske.dk gang på gang udfordrede IT Factory og Stein Bagger i et omfang, der trods alt irriterede specielt Stein Bagger så meget at han truede Berlingske med et sagsanlæg.

For at vende tilbage til IT-Factory og Stein Baggers business-cirkus, så er det mit simple guesstimate (avanceret ord for et “kvalificeret gæt”) er, at leasingkarrusellen fra foregående år fortsatte i stadig større omdrejninger. Begrænsningen lå blot i at hele cirkusset blot  fortsatte med den begrænsede kundekreds af gynger og karruselheste evt. suppleret af ganske enkelte nye, kombineret med den helt afgørende faktor, at beløbene blot gradvis blev større og større i takt med at karrussellen kørte med stadig større omdrejninger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før en bank eller revisionsvirksomhed krævede større indsigt i kontrakternes indhold eller eventuelt krævede at konstatere, at de omhandlede effekter reelt eksisterede.

Men der er jo efterhånden inddraget rigtig mange andre personer i den mangearmede leasingkarrusel, hvis lange arme strækker sig jorden rundt til eksempelvis den lille ø Niue ude i Stillehavet. Der ligger formentlig andre ting gemt her på Niue, som først blev interessant som økonomisk størrelse efter internettets gennembrud i kraft af at Niue har internetdomæne-efternavnet .nu – et faktum som specielt svenskerne har gjort anvendelse af, hvorfor der findes et svensk salgskontor for domænenavne med efternavnet .nu og det er i mindre omfang også kendt og anvendt i Danmark. Stein Baggers svenske bekendskaber har angiveligt også haft ting og sager, som de har haft behov for at skjule, og hvad er så længere væk end Niue, hvor der næppe findes hverken banktilsyn eller revisornævn, eller en emsig presse blandt den lille ø-stats blot 1444 indbyggere, fakta som alt i alt har været medvirkende til at gøre Niue til et mindre finansielt offshoring-paradis.

For det, der er humlen (humle er et af de væsentligste smagsstoffer i det flygtige produkt vi kender som øl, og som uanset holdbarhedsdato forsvinder umiddelbart efter at man har knappet kapslen af flasken) er, at hvordan er der i det hele taget kommet reelle penge og kantanter ud af Stein Baggers leasingcirkus. Ja, det er simpelthen hovedspørgsmålet om hvordan små gynger bliver til fuldautomatiske it-underdrejede karrusel-tingester. For når det ifølge kurator for IT Factory formentlig er et næsten ubegribeligt faktum, at virksomheden i 2008 formentlig blot havde en reel omsætning på 10 millioner ud af den faktisk bogførte omsætning på op mod 900 millioner, så er det da nærmest en adventurefuturistisk legemliggørelse af et guldglinsende fatamorgana, at det herudaf har kunnet lade sig gøre at gemme et anslået beløb på måske en kvart milliard kroner af vejen, når man kun har omsat for 10 millioner. Selv en rekordgevinst i lotto blegner totalt i denne sammenhæng.

Når vi lægger det hele sammen, så er der en lang række faktuelle og supplerende spørgsmål, som trænger sig på:

- Bankernes rolle og ikke mindst revisionsfirmaernes procedurer. Her tænker jeg ikke mindst på det i denne sag så centralt placerede revisionsfirma KPMG, som ikke er et helt tilfældigt revisionsfirma, men som faktisk er et af verdens største inden for sit område. Jeg må da erkende, at selvom de revisionsfirmaer jeg har stiftet bekendskab med ikke i hvert eneste tilfælde checkede alting efter, så var princippet koncentreret om gennem stikprøvekontroller at sikre sig, at regnskabet var korrekt udformet, samt at der ikke var lavet gennemgående og systematiske fejl. Såvidt jeg erindrer blev det ikke altid checket om alle indkøbte former for hardware eller software faktisk fandtes (det ville da også være en ret omfattende opgave), men så snart der var tale om forhold, der ikke var umiddelbart forståelig eller “selvforklarende” blev der foretaget kontrol og eftersyn og eventuelle uhensigtsmæssigheder blev korrigeret. Derfor er KPMGs rolle central og deres løsning af opgaverne forekommer umidelbart utilfredsstillende.

- IT Factorys kundeportefølge forekommer uhensigtsmæssig “tynd”, og det synes i bagklogskabens lys meget “sigende” da IT Factorys (ganske højtlønnede) finanschef Jeanette Lorentzen under prisuddelingen i november 2008, hvor hun på Stein Baggers vegne modtager “Årets Vækstpris 2008 – Entrepreneur of the Year 2008” fra Ernst & Young, og takker for prisen samt helt på egne vegne tilføjer bemærkninger om at “…det kan ikke nytte at I leder efter IT Factorys kunder her i landet, for 90% af vores omsætning er international..” (der var reelt ingen danske kunder, der medvirkede tilomsætningen!). Om noget bør netop hun vide, hvad hun taler om, for få dage efter bliver det helt klart, at det angiveligt er hende, som sørger for bogføringen af de fakturaer m.m., som Stein Bagger hævdes egenhændigt producerer på det nærliggende “hemmelige” kontor på Schæffergården i Gentofte, som det efterfølgende har vist sig, at der vist reelt er en del andre som også kender til (uden at det dog betyder, at de nødvendigvis har været inddraget i Stein Baggers karrusel-svimlerier).

- Asger Jensby har brugt megen tid på at vaske hænder offentligt, men ofte har han anvendt flere forskellige vaske, med afvaskningsmiddel af varierende beskaffenhed og effekt. Han har nu også en del at kæmpe for, da hans egen formue er nært forbundet med firmaet JMI-Invest, som – ligesom IT Factory – faktisk heller ikke producerer noget særligt. De investerer bare i nogle andre firmaer (eksempelvis IT Factory og et yderst problematisk medicinalfirma Meabco A/S med blot en enkelt person ansat, som iflg. egne oplysninger, er i gang med de sidste testforsøg af kræftmedicin, der “…sætter nye normer for fremtidig kræftbehandling”, hvilket er totalt i strid med sandheden!).

- Asger Jensby har i flere tilfælde forsøgt at sælge sin andel i IT Factory (så han i virkeligheden nogle af advarselslamperne?), men salgene blev forpurret af Stein Bagger, som i stedet formentlig forsøgte at sætte Asger Jensby uden for indflydelse gennem en hidtil ukendt Allan Vestergaard, hvis kontakt til Asger Jensby og IT Factory satte hele reality-showet i fuldeste omdrejninger.

- Selvom det måske ikke er af den store betydning, så har Asger Jensby hustru Eva Snare fra 2005 til efteråret 2007 været ansat i IT Factory til at varetage “kundeservice” og “kundepleje”. Vi har ikke i offentligheden hørt ret meget hertil, og hendes husbond Asger har slet ikke omtalt den daglige og tætte indsigt i forholdene i IT Factory, som han kunne få ad denne kanal, og derfor ved vi jo selvsagt ikke, om det er informationer herfra, der har været medvirkende til at der er blevet afholdt så få bestyrelsesmøder i det voldsomt ekspanderende IT Factory, hvor Asger Jensby jo trods alt har været bestyrelsesformand siden 2003.

- Forholdene omkring Asger Jensby leder naturligt videre til spørgsmål om direktionens, bestyrelsens, revisorernes og evt. andres ansvarlighed og de dertil knyttede muligheder for at kreditorer kan stille økonomiske krav om kompensation for økonomiske tab i forbindelse med IT Factorys kollaps.

- Hvilken rolle spillede de ansatte i IT Factory, ikke mindst de ansatte i ledende stillinger, som hver for sig havde indsigt til dele af virksomheden og tilsammen havde en gennemgribende indsigt. Uanset om de nogensinde talte sammen om forholdene, så må det da undre, at der – på trods af en næsten usandsynlig høj vækst i omsætningstallene – ikke slap noget ud om, hvad det var man solgte og til hvem for så store beløb, at det kunne give denne vækst. Udviklingsafdelingens leder kunne ikke under et interview i TV give blot en antydning af hvad det var han udviklede og heller ikke hvem, som var aftager af noget i den størrelsesorden, som der ifølge regnskaberne var tale om. Til gengæld ved vi af omtalen i pressen, at lønningerne i IT Factory var blandt branchens allerhøjeste – hvorfor? – Ifølge advokat Boris Frederiksen, der er kurator for IT Factory, er der imidlertid ikke noget, der umiddelbart tyder på at de ansatte har været vidende om eller deltaget i svindlen med leasingkontrakter.

- Derudover er der en masse personer involveret med hver deres rolle, og umiddelbart med relationer til først og fremmest Stein Bagger, det drejer som bl.a. om en Allan Vestergaaard, der tilsyneladende var tiltænkt en rolle til at minimere Allans Jensbys indflydelse, en helt fiktiv Erik Ove Andersen, visse personer inden for rockermiljøet (evt. relateret til endnu et hemmeligt kontor), et par umiddelbart yderst usympatiske svenskere med flere “lig i lasten”, og så er der alle de indtil videre mange ubekendte, hvoraf nogle dukker op som nikkedukker eller med andre mere eller mindre fordækte funktioner, mens andre blot holder hovedet dybt dukket og håber på de ikke bliver inddraget.

- Noget tyder på, at også Skat var undervejs med en undersøgelse, men som det ofte er kendt herfra, kan store virksomheder som i øvrigt overholder de væsentligste aftaler komme langt med udsættelser. Men informationer fra Skat indikerer ikke desto mindre at der var sager på vej, som ville nødvendiggøre indgående regnskabsmæssige undersøgelser.

- Når alle de mange facetter af sagen sammenholdes, så tegner der sig et billede af en hovedperson, som havde al mulig grund til at føle sig presset fra stadig flere sider (også selvom mange facetter fortsat er helt eller delvis sløret). Der er næppe tvivl om at Stein Bagger på det tidspunkt, hvor han stak halen mellem benene og drønede tværs over kloden fra Dubai til han atter dukkede op på en politistation i downtown Los Angeles, måske ikke havde de store manøvremuligheder tilbage, eller at de under alle omstændigheder var under stadig indskrænkning. Noget tyder på at Asger Jensby var på vej til (i det mindske at ønske at) trække sig ud af foretagendet, men problemet for Stein Bagger var blot at Jensby ville få en så stor kæmpegevinst, at hans salg af sine andele ikke kunne foregå uden at virksomhedens aktiviteter (eller reelt manglende aktiviteter) ville blive åbenbaret … medmindre altså at Stein Bagger overtog Asger Jensbys andel, og det han så var i gang med en plan om med Allan Vestergaard som mellemmand eller hvad?, men her krævedes mere end blot en forfalsket underskrift på en leasingkontrakt, og hvordan rochere, svenskere og andre spillede sammen eller var tiltænkt et sammenspil er noget som efterspillet måske kan afdække mere end blot enkelte takter af.

Find (nogle af) svarene og endnu flere spørgsmål i de mange fortsættelser, som følger dagligt i flere versioner.

Det er lykkedes maoisternes frygtindgydende chairman Prachanda at indgå en yderst omhyggeligt bearbejdet fredsaftale med lederen af den samlede demokratiske parti-alliance, den aldrende Girija Prasad Koirala. Fredsaftalen er stor og omfattende, og såfremt vi kigger tilbage over skulderen og se på det historiske forløb siden den demokratiske revolution i 1990, så er det umiddelbart maoisterne, der har været tungen på vægtskålen for den igangværende nye demokratiske revolution, “Rhododendron-revolution” som nogen kalder den, eller “Jana Andolan II”, som den ofte kaldes i Nepal (hvor “Jana Andolan I” var omvæltningen i 1990.

Kigger vi på aftalens indhold og de under konflikten og fredsprocessen opnåede sociale, humanitære, demokratiske og andre mål, så er det atter maoisterne, der har været den part, der har stået mest fast på de krav, som de allerede opstillede første gang for mere end 10 år siden, og som ingen af datidens politikere ville tage seriøst. Det gælder også den nuværende premierminister Girija Koirala, som absolut IKKE ønskede at give nogen former for indrømmelser til maoisterne, selvom det allerede dengang var klart, at deres krav egentlig ikke var særlig vidtgående. Læs eksempelvis maoisternes forslag eller krav til den nepalesiske regering fra januar 1996.

Det er i det hele taget overmådelig glædeligt at denne fredsaftale kunne indgås. Læs hele fredsaftalen i engelsk oversættelse her: “Nepal Peace Agreement, November 2006“.

Ønsker du flere informationer om Nepal, så kig evt. i min gradvis voksende ordforklaringoversigt eller lille Nepal-leksikon “Nepal fra A-Z“. Det er en ny lille oversigt, der vokser daglig men som skulle rumme mere end 1.000 opslag inden juleaften. Har du ønsker eller forslag, så send mig en mail eller en kommentar.

Efter utallige advarsler sprang der en bombe iNordkoreas undergrundsverden. “Hvad var det dog, der skete?” var der mange, der spurgte, men gennemgående var indtrykket, at landet på trods af mange advarsler alligevel “…fyrede den af!”

Men … kigger man efterretningerne lidt efter i sømmene, så er historien en lidt anden. Sprængningen gav godt nok store internationale dønninger i atomklassen, men ofrer man i stedet lidt opmærksomhed på de geologiske efterdønninger, såviser det sig ganske tydeligt, at enten har Nordkorea opfundet en aldeles imponerende “mini-atombombe” eller også var det blot en ganske konventionel bombe, der blev affyret under jorden forleden dag (sprængningen var ikke mindre en 60 gange mindre end Hiroshimabomben, som er en af de mindste bomber, der rent teknisk kan fremstilles).

Vi er mange, der ikke mener, at Nordkorea har tilstrækkeligt med økonomiske ressourcer til at opfinde en så dyb tallerken som en “mini-atombombe” er. Derfor konkluderer vi ganske kynisk at der blot var tale om en konventionel bombe. Læs mere om bombesprængningen i artiklen: Nord-Korea og “Bomben”

Men hvad kunne formålet så være. Egentlig synes jeg ikke det er så svært at se. Nordkorea er lukket ude fra de internationale samfund. Mange er enige med hinanden i at det er Nordkoreas egen skyld, men det internationale samfund kunne nu godt have gjort ganske meget. Eksempelvis synes jeg godt at USA godt have været så anstændig at have indgået en fredsaftale med Nordkorea efter Korea-krigen, som mange tror blev afsluttet i 1953, men sådan er det ikke i Nordkorea, som rent faktisk har levet i en form for krigsøkonomi lige siden (og det er USA ganske bevidst om). USA må derfor også (sammen med FN og store dele af den resterende del af det internationale samfund) bære en væsentligt ansvar for den fattigdom, som hovedparten af den nordkoreanske befolkning er underlagt.

Når man kender lidt mere til disse forhold, så forekommer det da nærmest mere end sandsynoigt, at Nordkorea blot ønskede at anvende bomben som et middel til at bane vej for en øget international interaktion, øget samarbejde og øget bistand for at bekæmpe den udbredte fattigdom samt international accept og hjælp til at bringe landet ud af den kroniske krigsøkonomi, der i så mange år har resulteret i misudnyttelse af landets økonomiske og menneskelige ressourcer.