\”news from here to everywhere\”

– nyheder om bemærkelsesværdige hændelser fra nær og fjern!

… skidt eller kanel … eller Ahmadinejad!

with one comment

Selvom præsidentvalget i Iran måske ikke umiddelbart gav mulighed for at vælge mellem reelt alternative kanditater, så har valget medført så omfattende dønninger, at præstestyrets ledelse nu formentlig står over for de største udfordringer i styrets historie, og der synes næppe at være tvivl om at rigtig mange demokratiske spilleregler er blevet overtrådt under og efter sidste fredags præsidentvalg. Var det en fodboldkamp, var styret forlængst tildelt adskillige gule kort (og dermed rødt kort) og formentlig også idømt en langvarig karantæne, evt. kombineret med tvangsnedrykning til en fjerntliggende oase.

Kommentar af: Mogens Engelund

Der er utroligt mange forhold i nutidens Iran, som virker mere eller mindre (men mest mere) uforståelige på os fra de nordlige himmelstrøg, hvor præsternes magt for længst er begrænset, ligesom vi også har en så udbredt ligestilling, at den rækker langt ind i dele af selv kongehuset, selvom Kong Henrik endnu ikke er en reel realitet. Det iranske præstevælde undgår at skulle tage stilling til lignende folkeafstemnings-værdige spørgsmål, i og med at de behændigvis afskaffede det iranske kejserstyre efter præsternes tilbagekomst til Iran i 1979, og selvom der var ret så omfattende ligestillingsmangler under Shahens styre i Iran, så er der sandt at sige ikke blevet mere ligestilling under de mange (ældre mandlige) præsters styre. Heller ikke begrebet demokrati er noget, som præsterne ofrer megen opmærksomhed, og det er selvfølgelig også såre nemt at forstå, for der skulle da vist ikke megen demokrati til før præstestyrets dage ville være talte.

Skønt Vogternes Råd i princippet kan siges at fungere som en form for Overhus, så er dets opbygning ret unik med flere strukturer, som har rødder tilbage fra det historiske Islamiske Kalifat, hvor moderne demokratiske strukturer havde meget trange vilkår. Rådet består af 12 personer, hvoraf Irans åndelige leder alene udpeger de 6, mens Irans Parlament udpeger de 6 øvrige blandt en gruppe, som er nomineret af Irans juridiske leder (som er udpeget af Irans åndelige leder). Alle medlemmer af Rådet er “islamiske jurister” da Irans juridiske system siden 1979 er underlagt Shia Islam (Sharia), og deraf følger betegnelsen “Præstestyre”. Vogtenes Råd skal vurdere, bedømme og godkende alle beslutninger, der træffes i Irans Parlament, og Rådet kan nedlægge veto mod enhver beslutning fra Parlamentet, såfremt den ifølge Vogternes Råd enten strider mod Irans Forfatning (indført af præstestyret 1979) eller mod Islam (Sharia). Alle 12 medlemmer af Rådet stemmer, når en lov vurderes i relation til forfatningen, mens kun de 6, der er udpeget af Iran åndelige leder stemmer, når en lov el. anden afgørelse bedømmes i forhold til Islam. Når der som i den aktuelle situation er tale om valg til en af nationens ledende poster, har Rådet en utrolig stor, men – som det ses aktuelt – ikke altafgørende position. I henhold til Irans islam-dominerede forfatning skal enhver præsidentkandidat, parlamentskandidat eller kandidat til Ekspertforsamlingen (en Overhus struktur, som udpeger Irans Åndelige Leder) nemlig godkendes eller indstilles af Vogternes Råd.

Et af de helt aktuelle spørgsmål i dagens Iran, relaterer sig til selve den inderste magtstruktur, nemlig de personlige modsætningsforhold mellem Ayatollah Ali Khamenei, Irans Åndelige Leder) og Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, tidligere præsident og nuværende leder af Ekspertforsamlingen. Ved præsidentvalget ønskede Khamenei genvalg af Ahmadinejad, mens Rafsanjani (der tidligere var præstestyrets grundklægger Ayatollah Khomeinis højre hånd) støttede oppositionens kandidat, Mir Hussein Moussavi. Modsætninger ligger således langt uden for offentlig indflydelse, et magtspil i toppen af et nærmest religions-diktatorisk et-parti-lignende system. Men det er væsentligt ikke at se magtspillet som et spil mellem “de gode” og “de onde”, for det er selvfølgelig langt mere kompliceret, og mange mener at det svarer til en forskel mellem pest og kolera! – Rafsanjani var oprindelig Khomeinis “højre hånd” og i sine to præsidentperioder var det Rajsanjani, som mere end nogen anden fungerede som den reelle leder af Iran. Det var også Rajsanjani, som mere end nogen anden orkestrerede Ayatollah Khameneis udnævnelse som Irans Åndelige Leder efter Ayatollah Khomeinis død i 1989. Det var Rajsanjani som styrede Iran, mens Khamenei fulgte trop, og redskabet var en økonomisk-religiøs udvikling bakket op af militære magtstrukturer. Den åndelige leder, Kahmenei, udviklede imidlertid gradvis sin egen politiske platform, som han altovervejende baserede på en alliance med og kontrol over militæret, mens Rajsanjani mistede magt og bl.a. blev anklaget for magtmisbrug og korruption. I sin nuværende position som formand for “Ekspertrådet” har Rafsanjani  måske en større magt over begivenhederne end Khamenei og Ahmadinejad ønsker, men indtil videre har han i hvert fald været meget tavs med sine udmeldinger. Det tolkes af nogen som en afventning til det strategisk rette tidspunkt, ligesom man kunne formode at han formentlig tæller sine støtter og håber på fortsat voksende opbakning, for der er næppe tvivl om at uovervejede drastiske beslutninger næppe vil gå upåtalt hen. Det skal måske også medtænkes i disse vurderinger, at der refereres fra Iran om at demonstraterne opfordrer politiet og sikkerhedsstyrkerne til at skifte side i konflikten. Set i denne sammenhæng ville uoverensstemmelser inden for politik, militær og sikkerhedsstyrker nemlig betyde en svækkelse af Khamenei og Ahmadinejad og formentlig en tilsvarende styrkelse af oppositionen med Moussavi og formentlig også Rajsanjani i spidsen. (Læs artiklen “Former Iran President at Center of Fight Between Classes of the Political Elite” fra New York Times, 21. juni 2009, som uddyber netop nogle af disse problemstillinger).

Mange iranere forsøger at prostestere mod et valgresultat, som der er indlysende indikationer på ikke er helt i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Men det er svært at komme til orde i dagens Iran, ikke mindst for kritiske kommentarer, men internettet er blevet et af midlerne. Blogs, Facebook og Twitter er nogle af de anvendte midler, men de støder på det problem, at afsenderne af informationer på internettet kan spores, og det udnytter de iranske myndigheder sandelig også til at spore afsendere af informationer, som udtrykker uenighed med præstestyret og dets øverste ledelse “Vogternes Råd” (i sandhed noget af en titel for et totalitært regimes øverste organ!). Ikke desto mindre findes der et mindre hav af protester på nettet. De fleste af dem – desværre for os – på det lokale sprog persisk eller farsi, men der er dog alligevel masser af websites, der er tilgængelige. Se bl.a. Toronto-iraneres protest på Facebook mod valgresultatet (Toronto Iranians Protest Against Election Result – Where is my Vote?) og se den løbende opsamling af forskellige blogs på “Global Voices”. Der er masser af indtryk og erfaringer at hente herfra, ligesom masser af nye spørgsmål samtidig også presser sig på, for samfundsstrukturen i Iran er baseret på en anden kortblanding end vi normalt opererer med.

Jeg har selv i fire tilfælde rejst gennem Iran, den ene gang i egen bil, og selvom meget sand har flyttet sig i ørkenen siden da, er mange grundlæggende karakteristika fortsat sammenlignelige, ligesom “konfrontationen” mellem verdslige og religiøse dele af samfundsstrukturen konstant har været et objekt for daglige diskussioner blandt iranere. En ganske væsentlig del af denne diskussion daterer sig faktisk helt tilbage til Islams grundlæggelse som selvstændig religion og dens efterfølgende konstituering som statsbærende relegion inden for den islamiske styreform Kalifatet. Efter Sasanidernes nederlag i 651 blev det første islamiske præstestyre (også betegnet Kalifatet) efterfølgende grundlagt i Iran, hvorefter Sasanidernes allerede enorme rige som i sin glansperiode helt eller delvist omfattede over 30 nuværende lande, blev yderligere udvidet. Godt et århundrede senere omfattede Kalifatet hele Mellemøsten, det nordlige Afrika samt Spanien og Portugal (se kort over området her). Hvis nogen synes at det er for lang tid at tænke tilbage, så husk lige på at “vore egne” tænkere og filosoffer som Platon, Sokrates, Pytagoras, osv. er langt ældre, ligesom også Aleksander den Store – som fortsat giver anledning til dønninger på Balkan – er ældre end Sasaniderne.

Hvis vi vender os til den historiske dimension inden for det aktuelle præstestyre, som kom til magten da Ayatolla Khomeiny i 1979 sammen med en utilfreds folkelig massebevægelse væltede det efterhånden bredt upopulære kejserstyre ledet af Shah Reza Pahlavi og tvang kejseren i eksil, så er det eksempelvis interessant at se på den måde, som det iranske styre har defineret sig selv på landets frimærker, de små papir-ikoner, som vi alle kender til og slikker på i tide og utide. I sammenligning med præstestyrets første tid, hvor motiver der glorificerede Irans islamiske revolution var klart dominerende gennem en årrække, er der sket et klart skred henimod en bredere anvendelse af de små papir-ikoner, hvorunder den religiøse betydning er klart aftaget. Selvom frimærker fortsat anvendes til formidling af politiske budskaber, så er der nu også plads til både blomster og lokale sportsikoner (bl.a. Ali Daei, en af verdens bedste fodboldspillere). Frimærkerne har derudover eksempelvis også været anvendt til at vise Irans modvilje mod Israel og USA, og der findes faktisk årlige frimærker fra 1980’erne til minde om iranernes erobring af USAs Ambassade i Teheran i 1980 med kapringen af en masse amerikanske gidsker, ligesom også Israels seneste forulempelser i Gaza er markeret på et frimærke, og her er det efterhånden stort set kun Israel og dets allernærmeste allierede som ikke vil erkende, at der er tale om krigsforbrydelser, så der findes da også områder, hvor vi ikke er decideret uenige med iranerne.

Det skal nu på ingen måde fjerne fokus fra den aktuelle situation i Iran, for efter valget er der dukket masser af ubehageligheder frem for dagens lys. Skønt alle omstændighederne omkring valgets afholdelse og det efterfølgende forløb er så uigennemsigtige som tilfældet er, og selvom det iranske styres måde at håndtere situationen på, gør det utroligt svært her på afstand at skille skidt fra kanel, så står der ikke desto mindre et stadig stigende antal uafklarede forhold tilbage. Jeg vil blot nævne nogle få, for der kommer uafladelig flere til.

1) Markant pressecensur. Som en konsekvens af de vanskeligheder det iranske styre udsætter iranske og udenlandske journalister og politiske kommentatorer for, er det vanskeligt at vurdere de oplysninger, som når de vestlige medier. Det iranske sikkerhedsapparat har derudover infiltreret bl.a. Twitter for at finde iranere, der markerer sig aktivt i opposition til det iranske styre, men aktive Twitter’e har identificeret en stribe falske iranske election Tweeters, læs mere her! – Derudover findes den interessante engelsksprogede website “Tehran Broadcast” med oversættelse til engelsk af en lang række persisksprogede tekster, taler, blogindlæg, m.m. fra bl.a. “balatin.com” – The Persian Social News Aggregator. Kig også på YouTube under “News & Politics”, hvor der hele tiden kommer nye videoklip fra Iran, se bl.a. denne fra BBC, 21. juni 2006, som ender med at det er demonstraterne, som forfølger sikkerhedsstyrkerne. Se også bloggen “Where is my vote – Iran election 2009 news” – collection of latest news, pictures and video about iran election 2009, med en del engelsksprogede henvisninger.

2) Det “officielle valgresultatet” udviser nogle helt uforståelige resultater, som står i totalt misforhold til de folkelige tilkendegivelser, og som på trods af den vanskelige pressedækning alligevel er nået frem til vore breddegrader. Den vælgermæssige opbakning bag Ahmadinejad finder kun sin lige i totalitære stater, og siden sidste præsidentvalg i 2009 har han tilsyneladende haft en helt eventyrlig fremgang med en mangedobling af sin opbakning, hvilket virker meget mistænkeligt. Læs mere om valgresultatet og set det grafisk i artiklen “Iran protests: Live” fra britiske Guardian (18. juni 2009) med en timeline for hændelserne umiddelbart efter valgresultatets offentliggørelse samt videoklip fra demonstrationer, som betvivlede at valgresultatet var korrekt.

3) Det “lækkede” brev fra indenrigsminister Sadeq Mahsuli til den åndelige leder Khamenei med det måske korrekte valgresultat, som var et kastrofalt og totalt nederlag for Ahmadinejad og hans støtter. Hvis det “officielle” valgresultat blot er et “fabrikeret resultat” kan det selvfølgelig forklare Ahmadinejads totale dominans, der findes næppe nogen anden holdbar forklaring. Det faktum at Ahmadinejad tilsyneladende fik en så katastrofalt ringe opbakning, som brevet beskriver, gjorde det blot endnu mere nødvendigt for styret at overdrive hans valgsejr endnu mere, så han ikke skulle ud i endnu en valgrunde (hvilket var påkrævet, hvis han ikke fik mindst 50% af de afgivne stemmer), så hvorfor så ikke bare “give” ham 62,8% ! (læs artiklen “Hemmeligt brev ‘beviser’ Musavis valgsejr” af Robert Fisk i Information, 17. juni 2009.

4) Fundet af store bunker af stemmesedler på en losseplads kort tid efter afstemningen blev skjult med gravemaskiner, ild og brændbare væsker (se eksempel på en af de fundne stemmesedler her – forsynet med det anvendte autorisationsstempel samt en stemme pp oppositionskandidaten Mohsen Rezai!).

5) Videoer og rapporter dukker konstant op på internettet med informationer om systematisk vold mod demonstranter, men (måske) også om voksende folkelig opbakning til modstanden mod styret – i det mindste mod styret i sin nuværende form. Se bl.a. indlæggene “Iran: Protesters break a taboo and defy Khamenei” (20. juni), “Iran: Protests and Repression” (15. juni) og “Iran: More citizen video from protests” (16. juni).

6) Selv om der umiddelbart (dvs. for os at se) ikke er de store politiske forskelle mellem Ahmadinejad og den førende oppositionskandidat Moussavi, så er de eksisterende forskelle trods alt så markante at styrets topledelse sætter rigtig meget på spil for at opretholde Ahmadinejad på posten på præsident. Den mest markante forskel, som falder mig i øjnene er Ahmadinejads og den åndelige leder Khameneis alliance med militæret og sikkerhedsstyrkerne. Det er også denne alliance med militæret og med Irans militærindustrielle kompleks som “bærer” Ahmadinejads nærmest uadladelige Atom-trussel fremad. Og der er vel næppe umiddelbart noget andet end netop dette ønske om at besidde kernevåben, som iranerne kan tirre det nuværende styres “Hadeobjekt No 1: USA” med, samtidig med at de med deres vedholdenhed i øvrigt også samtidig får stigende opbakning inden for “Det Muslimske Verdenssamfund”.

7) Den folkelige modstand fortsætter og øges tilsyneladende. Der er samtidig voksende international støtte til modstanden mod styret, skønt langt størstedelen blandt de dominerende dele af det internationale politiske “establishment” forholder sig markant afventende, som om der foreligger en eller anden form for “standing agreement”. Til gengæld anklager præstestyrets ledelse Vesten med USA i spidsen for at stå bag den folkelige opstand. Netop dette forhold kan gøre det betydeligt lettere for den iranske opposition at sikre en eller anden form for “normalisering” i forhold til Vesten, såfremt deres folkelige opstand lykkes. Men en helt afgørende forudsætning er at det iranske militær mister den meget omfattende indflydelse de har i dag, ellers vil der ikke være tale om et valg mellem skidt eller kanel, men snarere mellem pest og kolera, og stort set uanset, hvem, som vil have held eller dygtighed til at sikre sig magten i Iran. Se bl.a. bloggen “Revolutionary Road…”, som eksempelvis viser begivenhederne fra i lørdags, beskrivet minut for minut i “Minute by minute with Revolution!”. Da det iranske fodboldlandshold få dage efter valget spillede VM-kvalifikationskamp i Seoul mod Sydkorea stillede 6 af spillerne op med grønne bind om håndleddet (se bl.a. BBC klip fra 17. juni 2009). Men som jeg har nævnt tidligere, er det er uhyre svært land at dække, rent journalistisk. Forskellene er enorme, ikke blot regionalt, men så sandelig også socialt, og det har måske været afgørende for valgresultater, at Ahmadinejad har en meget stor opbakning blandt de socialt dårligst stillede befiolkningsgrupper, og dem er der rigtig mange af. Informations og The Independents korrespondent i Teheran, Robert Fisk, vurderer at selvom Ahmadinejad er en “uhyrlig” præsident, så kan han faktisk godt have vundet valget, blot absolut ikke så stort som tallene viste (se artiklen “Fantasi og virkelighed i Teheran” af Robert Fisk i Information, 22. juni 2009).

8) Reaktionerne fra den arabiske og islamiske verden har været spredte. De har altovervejende set situationen som et internt politisk opgør og håber generelt på opretholdelse af en religiøs og politisk stabilitet, hvortil kommer at det formentlig heller ikke ligger i første række for disse lande og regimer at kritisere demokratiets status i Iran.  Se bl.a. AP-artiklen “Arabs largely silent on Iran election and unrest” af Hadeel al-Shalchi (Cairo, 18. juni 2006).

9) Den internationale folkelige opbakning er fortsat voksende, selvom den også i ganske vid udstrækning er afventende. Som et eksempel på opbakningen kan eksempelvis nævnes initiativet til en opfordring til Google om at udskifte Google-logoet en enkelt dag med et grønt Iran-friendly Google-logo. Opfordringen ligger på http://whereistheirvote.x10hosting.com/, og da jeg var inde på den første gang, nogle timer efter dens oprettelse, støttede mere end 80% opfordringen (tilsyneladende har successen været så overvældende at siden efterfølgende er blevet overbelastet!?). Den internationale støtte har også givet sig udslag andre kampagner, deriblandt opfordring til blokering af officielle iranske websites, hvilket nogle iranske bloggere m.m. dog har opponeret imod, ud fra et argument om at det samtidig optager for megen plads af den samlede iranske båndbredde og at det dermed også hæmmer deres aktiviteter, men det er jeg usikker på, og jeg undlader at komme med anbefalinger.

… men … jeg støtter det iranske folk!

Reklamer

Written by go2news

juni 21, 2009 hos 12:33 pm

En kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. […] … skidt eller kanel … eller Ahmadinejad! « “news from here to everywhere” on June 22, 2009 7:02 am […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: