\”news from here to everywhere\”

– nyheder om bemærkelsesværdige hændelser fra nær og fjern!

… i mulden ved Lejre lå Odin på lur !

with one comment

NYT FRA GAMLE DAGE!

Roskilde Museum udstiller det lille, men – ikke desto mindre – ganske sensationelle fund af  Odin på sin tronstol Lidskjalv omgivet af sine uundværlige ravne Hugin og Mugin. Den lille og nærmest ubetydelige sølvfigur fra omkring år 900 er aldeles imponerende i sin detaljerigdom, og i løbet af weekenden trak den da også næsten lige så mange besøgende, som der normalt kommer på omkring et par måneder!

Anmeldelse af udstilling af: Mogens Engelund

Odin fra Lejre med Hugin og Mugin

Odin fra Lejre på tronstolen Lidskjalv med ravnene Hugin og Mugin. Den lille sølvfigur er blot 18 mm høj og vejer 9 gram (Foto: Mogens Engelund)

Der var trængsel på Roskilde Museum i weekenden, og det hører absolut til sjældenhederne, skønt museets samlinger så afgjort er et besøg værd. Men desværre frister museet til daglig en tilværelse i skyggen af byens helt dominerende seværdigheder Vikingeskibsmuseet og Roskilde Domkirke. Men det var ikke tilfældet i weekenden, hvor den megen medieomtale af det helt unikke fund af Odin fra Lejre gav en tilstrømning helt ud over det sædvanlige. Oldtidssamlingen var udvidet med en ny supersikret montre med den lille sensation fra fortidens Lejre, og det var denne lille blot 18 mm høje og 9 gram lette sølvfigur, som tiltrak sig næsten al opmærksomhed.

“…det sker et par gange i løbet af karrieren, at jorden åbner sig med en faglig åbenbaring. Sin lidenhed til trods, kan den (Odin fra Lejre) måle sig med det ypperste af danske oldtidsfund … Fundet understreger, at Roskilde og Lejre er to af de mest potente kulturhistoriske steder i Danmark!”, var nogle af de ord Roskilde Museums direktør Frank Birkebæk anvendte, da han åbnede den med spænding imødesete udstilling af Odin fra Lejre”.

Fundet af Odin

Fundet blev gjort den 2. september i år af den lokale dyrlæge og amatørarkæolog Tommy Olesen (tryk her for at se hans fundside fra NDF funddatabase med et utal af rosende kommentarer). Han gennemsøgte Roskilde Museums udgravninger i Gammel Lejre med sin metaldetektor og da han hørte det lille “blib” og fandt den lille genstand frem som udløste blibbet var det første han så, figurens to fugleskikkelser og bagsiden. Han var ikke i tvivl om at hans fund var noget helt udover det sædvanlige, og hurtigt blev han og den lille sølvfigur centrum for alle tilstedeværendes interesse. Ingen havde nogensinde set noget lignende, men det stod hurtigt klart, at den lille støbte sølvfigur formentlig var en afbilding af Odin på sin tronstol. Tommy Olesen har uploaded et par interessante billeder til sin fundside, først et billede af figuren, som den så ud da han fandt den (se Odin med muld i skødet), og et unikt billede af finderen selv med armene i vejret, taget spontant af en kollega, da jubelbrølet brød løs.

Tidsbestemmelsen til omkring år 900 (dvs. vikingetiden) gjorde den lille figur til intet mindre end den tidligst kendte afbildning af Odin på tronen omgivet af sine to ravne og yderligere med symbolsk indarbejdelse af Odins to ulve indarbejdet i tronstolens ryg. Populært sagt kan man næsten hævde, at fundet mere eller mindre bekræfter de gamle overleveringer, sagn og sagaer, som den efterfølgende historieskrivning (herunder bl.a. Saxo) gjorde sit bedste for at gøre til “overtro”, “folketro”, “ugudelighed”, “afguderi” eller lignende.

Ikke mindst for at kunne rekonstruere denne tidlige del af vor danske og nordiske historie, er det af den allerstørste betydning at finde en figur som “Odin fra Lejre” kombineret med de mange andre fund og historiske informationer, som udgravningerne i Lejreområdet har beriget historikerne med. Og i takt med at fundene fortolkes, og yderligere fund kommer til, udvides vort historiske kendskab til den periode, hvor vikingestaten konstituerer og måske udvider sin magtbase, samtidig med at den kommer under pres fra den nye sydfra kommende religion kristendommen.

Beskrivelse af figuren

Roskilde Museum beskriver udførligt, hvorledes figuren forestiller den øverste af de nordiske guder Odin siddende på sin trone. Den lille sølvfigur er 18 mm høj og vejer 9 gram. Materialet er sølv med forgyldninger kombineret med indlægning af niello (en sortfarvet metallegering). Figuren gengiver Odin med nogle af de attributter, der er tilknyttet ham i hans egenskab af at være en dominerende hersker.

Den kunstfærdigt udførte trone eller højsæde – som i sagaerne kaldes Lidskjalv – gav Odin magiske kræfter. Herfra kunne han skue ud over hele verden, og de to fugle på hver side af Odin, ravnene Hugin og Munin, støttede Odins alvidenhed, når de hver aften vendte hjem og underrettede guden om, hvad der var sket i verden. Udsmykningen på Odins hals og bryst kan være guldringen Draupner, der hver niende nat dryppede otte nye ringe.

Fremstillinger af Odin på sin trone har hidtil været forbeholdt 1800-tallets nationalromantik og det sene 1900-tals tegneserier, men efter fundet af Odin fra Lejre har vi nu vikingetidens (750-1050 e.Kr.) egen version!

Odin var gudernes konge, men han var også kongernes gud, og netop kongerne havde brug for de egenskaber, der kan knyttes til den lille figur. Derfor er også findestedet vigtigt. Fundet er som nævnt gjort på Roskilde Museums udgravning ved Gammel Lejre, der i middelalderens krønike- og sagalitteratur er kendt som Lejre, danernes første sagnomspundne kongesæde. Fundet af Odinfiguren underbygger således i vid udstrækning forestillingerne om Lejre som en kongelig lokalitet, som den bl.a. fremstilles i Skjoldungesagaen!

Andre teorier

Et så bemærkelsesværdigt fund, fører uvægerligt til flere teorier og andre konklusioner, og nogle hævder eksempelvis, at figuren forestiller en kvinde. Blandt skeptikerne kan bl.a. nævnes svenskeren Martin Rundkvist, som i sin blog Aardvarchaeology hævder at det er Freja, som måske har lånt Odins trone. Hans argumentation er der mange som falder for, skønt vurderingen såvidt jeg kan se, er sket ud fra blot et enkelt foto af figuren. Læs artiklen Odin from Lejre? No, it’s Freya! og alle de mange kommentarer.

En af de tanker jeg selv fik under udstillingen hænger sammen med den relativt komplicerede og ganske specialiserede håndværksmæssige proces, som en støbning er. Der har været fremstillet en model og en støbeform, og derefter er det en nærliggende tanke – for mig i det mindste – at forestille mig, at der efter alle sandsynligheder at dømme, må være fremstillet flere eksemplarer. Måske har den lille figur endog været handlet som et relikvie, – eller måske endog som en souvenir. Men den har utvivlsomt være forbeholdt de få højtstående i samfundet, uanset dens formål og anvendelse. Jeg formoder, figuren har været båret i en snor eller kæde om halsen som en amulet, relikvie, religiøst symbol el.lign. og at bæreren har haft en vis status kombineret med en højere grad af gudelig eller åndelig beskyttelse.

Udstilling af Odin

Roskilde Museum udstiller Odin fra Lejre gennem de næste 12 måneder (14. november 2009 – 14. november 2010), og museet har med enkelte undtagelser åbent dagligt fra 11-16.

Written by go2news

november 22, 2009 hos 9:36 pm

En kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. Aeee!!!nParabu00e9ns pela dedicau00e7u00e3o de vocu00eas… o resultado tah aih!!!nBeijos =* Click http://link.mx/hool08200

    judiwalls42501

    april 8, 2016 at 1:02 pm


Skriv en kommentar