\”news from here to everywhere\”

– nyheder om bemærkelsesværdige hændelser fra nær og fjern!

Archive for the ‘Dagen i dag’ Category

3.030 km på mindre end 3 liter benzin! – med 73 km i timen!

leave a comment »

Essay af: Mogens Engelund

Det er i dag 3 år siden at et lille modelfly landede på Irlands vestkyst. Det er der måske ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved, men det bemærkelsesværdige ved dette fly var, at det var startet fra New Foundland i Nordamerika knap 39 timer tidligere!

Nu er der måske nogen, der vil hævde, at det vel egentlig ikke er noget særligt, men hvis jeg nu oplyser, at der er en række betingelser, der skal være opfyldt for at der er tale om et modelfly, deriblandt at flyet ikke må veje mere end 5 kilo, inklusive brændstof og at dets fremdrift skal sikres af en forbrændingsmotor på højest 10 cm³, – synes du så ikke, at det faktisk er ganske bemærkelsesværdigt.

Flyet med navnet “The Spirit of Butts Farm” (der også gik under betegnelsen “TAM-5″ = Trans-Atlantic Model Number 5) blev det første radio-styrede modelfly, der krydser Atlanterhavet. Flyet fløj fra Cape Spear nær St. John’s på Newfoundland til Mannin Beach nær Clifden på Irlands vestkyst. Det er en strækning på 3.030 km, som det tog det lille fly ialt 38 timer og 52 minutter at flyve. Det giver en gennemsnitshastighed på ca. 78 km/t.

“TAM-5″ er 180 cm lang, med et vingefang på 183 cm og forsynet med en propel med en diameter på 43 cm propel. Flyet er konstrueret af et team anført af den 77-årige pensionerede ingeniør og modelfly-veteran Maynard Hill (der er stort set blind og næsten døv). Han tunede det lille fly’s motor op til at kunne flyve de 3.030 km på mindre end 3 liter benzin, som i øvrigt udgjorde 47% af flyets totale vægt. Hans simple recept på, hvordan man gør er: “Man tager sådan en lille motor, der kan flyve omkring 10 minutter på en slat benzin, og tuner den op så den kan flyve 6 timer på den samme mængde benzin!” – Ja – det lyder jo simpelt!

Beregningerne viste sig i øvrigt så nøjagtige, at der ved ankomsten blot var 1,8 ounce (ca. 52 ml.) brændstof tilbage, og det var faktisk mere end beregnet, da flyet ifølge beregningerne kun havde tilstrækkeligt med brændstof til 38 timer flyvning. Men en ting er teori, og noget andet er virkeligheden. Teamet havde håbet på lidt mere vestenvind, end tilfældet blev, men til gengæld viste flyet sig altså endnu mere brændstofbesparende en forudsat.

På turen over Atlanten sikrede en autopilot at kurs og højde blev holdt. Det tog en af teamets specialister omkring 5 år at udvikle en lille GPS-styret autopilot der var tilstrækkelig lille, men alligevel i stand til at holde flyet vandret og navigere det sikkert over Atlanterhavet til bestemmelsesstedet på Irlands vestkyst.

Undervejs holdt flyets radiosender teamet orienteret om hvordan det gik, og med informationer på web-siten blev resten af verden holdt orienteret, og ikke mindst det irske team, der stod klar til at modtage “TAM-5″, når det forhåbentlig ankom. Teamet mistede i øvrigt radiokontakten med flyet adskillige timer før dets planlagte ankomst til Irland, men umiddelbart før de ville erklære flyet for crashed i Atlanterhavet, så meldte det sig igen, og den sidste times tid gik med nervøse bevægelser, der skulle forsøge at kompensere for den brændstofmangel, som man formodede ville resultere i at flyet ikke ville nå frem til Mannin Beach.

Det hele lykkedes, og flyet landede så perfekt, at end ikke propellen blev beskadiget.

Vil du vide mere og, så læs videre på web-siten for “TAM-5″, hvor der også er billeder fra turen.

Vil du vide mere om, hvad der i øvrigt ellers er sket på den 11. august, så kig her! – eller hvis du vil se noget fra andre datoer, så tryk her!

Reklamer

Written by go2news

august 11, 2006 at 10:07 am