\”news from here to everywhere\”

– nyheder om bemærkelsesværdige hændelser fra nær og fjern!

Archive for the ‘Essays’ Category

Stein Bagger & IT Factory – fiktion og virkelighed!

leave a comment »

Grænserne mellem FIKTION og VIRKELIGHED rykkes uafladelig, – og med REALITY-SHOWET om STEIN, ASGER & IT FACTORY er det nærmest som om der rykkes teltpæle ude på virkelighedens overdrev!

Kommentar af: Mogens Engelund

Da Steins virkelighed oversteg IT Factorys oppustede fantasi-millioner, løb han i panik fra kone og barn og fræsede derefter på sin mærkværdige flugt tværs over USA. Midt under sit fravær modtog hans finanschef Jeanette Lorentzen på Steins vegne “Årets Vækstpris 2008” af revisionsfirmaet Ernst & Young med ordene “…I kommer til at lede forgæves, hvis I leder efter vore kunder i Danmark!”. Hermed var året reality-show “Find Stein” skudt igang og jagten på sandheder og ansvarsforflygtende håndvaskere indledt!

Jeg har som en af få skribenter først nu kastet mig over det kæmpeemne, som de to navne Stein Bagger og IT Factory åbner op for. Det er ikke, fordi jeg ikke har fundet emnet interessant, men der har været sagt og skrevet så meget af folk, der vidste så lidt, at det var rigtig nemt at gå rigtig galt i byen, specielt når man tænker på, hvor mange gader og stræder Stein Bagger har været forbi i sin globale færden, hvad enten det har været på sin flugt eller for at finde gennemsteder.

Grunden til at jeg kommer på banen er vel sagten fordi jeg ikke kan lade være, men også fordi jeg synes at der er nogle punkter, som det er væsentligt at hæfte sig ved, – punkter, som det er væsentligt ikke kommer til at danne skole. En af sagens helt centrale punkter har i øvrigt haft en afledt effekt på det danske sprog, nemlig innovatøren Stein Baggers kreative rundrejse til banker, investerings- og  leasingselskaber kombineret med en ihærdig arbejdsindsats, der indimellem inkluderede ophold i hemmelige faktureringslokaler, alt dette har været medvirkende til at fasttømre det nye nudanske ord “leasingkarrusel”, som Dansk Sprognævn netop har medtaget i listen over nye ord i det danske sprog. Selvom ordet utvivlsomt har været anvendt tidligere, så er det først med åbenbaringen af de bagvedliggende økonomisk-konspiratorisk regnskabs-manipulerende leasing-transaktioner i tilknytning til IT Factory at ordet virkelig har fået substans på trods af den reelle hulhed, som der hævdes at ligge i ordet. Til gengæld har hulheden været så omfattende, at Stein Bagger i følge beregninger foretaget af kurator Boris Frederiksen (se dagens udgave af Berlingeren) har kunnet gemme et kæmpebeløb på måske en kvart million af vejen til sig selv.

Her er det så jeg synes, at det hele bliver til at forstå. Han har jo selvfølgelig bare villet sikre sig selv og sin alderdom, samtidig med at han ville sikre sine højtlønnede medarbejdere gode forhold i sin hastigt ekspanderende virksomhed så længe det var muligt.

Han har da selvfølgelig godt vidst at det ikke kunne blive ved, og det mest utrolige er blot at simpel hovedregning burde have kunnet afsløre ham for længst (men simpel hovedregning værdsættes måske ikke længere i det omfang det måske burde).

En omsætning på omkring 900 mio på et år (og IT Factory hævdede endog at være på vej til en omsætning på 1.800 mio. i 2008!) af 139 medarbejdere giver en gennemsnitlig omsætning på 6-7 millioner kr pr. ansat (voksende til det dobbelte i 2008!) , og det er helt vildt. Så højt et gennemsnit er der ingen i denne del af IT-branchen (og kun ganske enkelte specialvirksomheder i det hele taget), som kan opretholde, og slet ikke når man sammenholder væksten i omsætningen med væksten af nye medarbejdere som en vækst over flere år. Specielt er det foruroligende at ingen har interesseret sig for kundekredsen, for udover den begrænsede skare af kunder, så har vi også at gøre med en virksomhed, som hævder at de laver udvikling, og det kommer der jo først penge eller omsætning ud af når man sælger sine produkter. Og IT Factorys produkter var jo slet ikke kendt (og hvis noget er under opsejling inden for IT-branchen, så blinker de små mangegfarvede lamper overalt på kloden, men det gjorde IT Factorys små lamper ikke, kun dem, som der stod advarsel på, men de var tilsyneladende så små, at stort set ingen bemærkede dem).

Der var jo dog en enkelt, som råbte vagt i gevær, men “…hvis jeg tog mig af anonyme henvendelser, så kunne jeg have nok at gøre!” affærdigede bestyrelsesformand Asger Jensby efterfølgende henvendelsen fra maj 2007, angiveligt uden at reagere på anden måde end at give Stein Bagger den pågældende email. Den anonyme henvendelse (som Asger Jensby i øvrigt tidligere har hævdet at kende afsenderen af) gjorde opmærksom på nogle facts, som ellers burde få advarselslamper til at blinke, eksempelvis netop forholdet med den høje omsætning pr. ansat, som på dette tidspunkt var på ca. 3 millioner kr. pr. ansat, hvor gennemsnittet inden for den sammenlignelige del af branchen blot var på 1 million kr eller mindre pr. ansat (og en omsætning på 3-6 gange gennemsnittet er simpelthen ikke muligt!). Og med den voldsomme vækst uden at man uden for IT Factory kunne finde kunder til den angiveligt så stærkt stigende omsætning tændte yderligere lamper (blot ikke hos Jensby). Da den hemmelige ansender af anvarselsmailen, Bo Svensson, gav sig til kende blev der lagt yderligere ved til bålet. Nettet forekommer nu også at stramme sig om andre, som havde mindst det samme kendskab til firmaet som Bo Svensson (der kun kendte tilstanden set udefra), ikke mindst for ansatte i ledende stillinger hos IT Factory.

Blandt de enkeltpersoner, som fattede mistanke til at et eller andet var galt, men som ikke kunne fremlægge håndfaste bevise var Dorte Toft, der i sin blog “BIZZEN – IT & Business” fra Berlingske.dk gang på gang udfordrede IT Factory og Stein Bagger i et omfang, der trods alt irriterede specielt Stein Bagger så meget at han truede Berlingske med et sagsanlæg.

For at vende tilbage til IT-Factory og Stein Baggers business-cirkus, så er det mit simple guesstimate (avanceret ord for et “kvalificeret gæt”) er, at leasingkarrusellen fra foregående år fortsatte i stadig større omdrejninger. Begrænsningen lå blot i at hele cirkusset blot  fortsatte med den begrænsede kundekreds af gynger og karruselheste evt. suppleret af ganske enkelte nye, kombineret med den helt afgørende faktor, at beløbene blot gradvis blev større og større i takt med at karrussellen kørte med stadig større omdrejninger. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før en bank eller revisionsvirksomhed krævede større indsigt i kontrakternes indhold eller eventuelt krævede at konstatere, at de omhandlede effekter reelt eksisterede.

Men der er jo efterhånden inddraget rigtig mange andre personer i den mangearmede leasingkarrusel, hvis lange arme strækker sig jorden rundt til eksempelvis den lille ø Niue ude i Stillehavet. Der ligger formentlig andre ting gemt her på Niue, som først blev interessant som økonomisk størrelse efter internettets gennembrud i kraft af at Niue har internetdomæne-efternavnet .nu – et faktum som specielt svenskerne har gjort anvendelse af, hvorfor der findes et svensk salgskontor for domænenavne med efternavnet .nu og det er i mindre omfang også kendt og anvendt i Danmark. Stein Baggers svenske bekendskaber har angiveligt også haft ting og sager, som de har haft behov for at skjule, og hvad er så længere væk end Niue, hvor der næppe findes hverken banktilsyn eller revisornævn, eller en emsig presse blandt den lille ø-stats blot 1444 indbyggere, fakta som alt i alt har været medvirkende til at gøre Niue til et mindre finansielt offshoring-paradis.

For det, der er humlen (humle er et af de væsentligste smagsstoffer i det flygtige produkt vi kender som øl, og som uanset holdbarhedsdato forsvinder umiddelbart efter at man har knappet kapslen af flasken) er, at hvordan er der i det hele taget kommet reelle penge og kantanter ud af Stein Baggers leasingcirkus. Ja, det er simpelthen hovedspørgsmålet om hvordan små gynger bliver til fuldautomatiske it-underdrejede karrusel-tingester. For når det ifølge kurator for IT Factory formentlig er et næsten ubegribeligt faktum, at virksomheden i 2008 formentlig blot havde en reel omsætning på 10 millioner ud af den faktisk bogførte omsætning på op mod 900 millioner, så er det da nærmest en adventurefuturistisk legemliggørelse af et guldglinsende fatamorgana, at det herudaf har kunnet lade sig gøre at gemme et anslået beløb på måske en kvart milliard kroner af vejen, når man kun har omsat for 10 millioner. Selv en rekordgevinst i lotto blegner totalt i denne sammenhæng.

Når vi lægger det hele sammen, så er der en lang række faktuelle og supplerende spørgsmål, som trænger sig på:

– Bankernes rolle og ikke mindst revisionsfirmaernes procedurer. Her tænker jeg ikke mindst på det i denne sag så centralt placerede revisionsfirma KPMG, som ikke er et helt tilfældigt revisionsfirma, men som faktisk er et af verdens største inden for sit område. Jeg må da erkende, at selvom de revisionsfirmaer jeg har stiftet bekendskab med ikke i hvert eneste tilfælde checkede alting efter, så var princippet koncentreret om gennem stikprøvekontroller at sikre sig, at regnskabet var korrekt udformet, samt at der ikke var lavet gennemgående og systematiske fejl. Såvidt jeg erindrer blev det ikke altid checket om alle indkøbte former for hardware eller software faktisk fandtes (det ville da også være en ret omfattende opgave), men så snart der var tale om forhold, der ikke var umiddelbart forståelig eller “selvforklarende” blev der foretaget kontrol og eftersyn og eventuelle uhensigtsmæssigheder blev korrigeret. Derfor er KPMGs rolle central og deres løsning af opgaverne forekommer umidelbart utilfredsstillende.

IT Factorys kundeportefølge forekommer uhensigtsmæssig “tynd”, og det synes i bagklogskabens lys meget “sigende” da IT Factorys (ganske højtlønnede) finanschef Jeanette Lorentzen under prisuddelingen i november 2008, hvor hun på Stein Baggers vegne modtager “Årets Vækstpris 2008 – Entrepreneur of the Year 2008” fra Ernst & Young, og takker for prisen samt helt på egne vegne tilføjer bemærkninger om at “…det kan ikke nytte at I leder efter IT Factorys kunder her i landet, for 90% af vores omsætning er international..” (der var reelt ingen danske kunder, der medvirkede tilomsætningen!). Om noget bør netop hun vide, hvad hun taler om, for få dage efter bliver det helt klart, at det angiveligt er hende, som sørger for bogføringen af de fakturaer m.m., som Stein Bagger hævdes egenhændigt producerer på det nærliggende “hemmelige” kontor på Schæffergården i Gentofte, som det efterfølgende har vist sig, at der vist reelt er en del andre som også kender til (uden at det dog betyder, at de nødvendigvis har været inddraget i Stein Baggers karrusel-svimlerier).

– Asger Jensby har brugt megen tid på at vaske hænder offentligt, men ofte har han anvendt flere forskellige vaske, med afvaskningsmiddel af varierende beskaffenhed og effekt. Han har nu også en del at kæmpe for, da hans egen formue er nært forbundet med firmaet JMI-Invest, som – ligesom IT Factory – faktisk heller ikke producerer noget særligt. De investerer bare i nogle andre firmaer (eksempelvis IT Factory og et yderst problematisk medicinalfirma Meabco A/S med blot en enkelt person ansat, som iflg. egne oplysninger, er i gang med de sidste testforsøg af kræftmedicin, der “…sætter nye normer for fremtidig kræftbehandling”, hvilket er totalt i strid med sandheden!).

– Asger Jensby har i flere tilfælde forsøgt at sælge sin andel i IT Factory (så han i virkeligheden nogle af advarselslamperne?), men salgene blev forpurret af Stein Bagger, som i stedet formentlig forsøgte at sætte Asger Jensby uden for indflydelse gennem en hidtil ukendt Allan Vestergaard, hvis kontakt til Asger Jensby og IT Factory satte hele reality-showet i fuldeste omdrejninger.

– Selvom det måske ikke er af den store betydning, så har Asger Jensby hustru Eva Snare fra 2005 til efteråret 2007 været ansat i IT Factory til at varetage “kundeservice” og “kundepleje”. Vi har ikke i offentligheden hørt ret meget hertil, og hendes husbond Asger har slet ikke omtalt den daglige og tætte indsigt i forholdene i IT Factory, som han kunne få ad denne kanal, og derfor ved vi jo selvsagt ikke, om det er informationer herfra, der har været medvirkende til at der er blevet afholdt så få bestyrelsesmøder i det voldsomt ekspanderende IT Factory, hvor Asger Jensby jo trods alt har været bestyrelsesformand siden 2003.

– Forholdene omkring Asger Jensby leder naturligt videre til spørgsmål om direktionens, bestyrelsens, revisorernes og evt. andres ansvarlighed og de dertil knyttede muligheder for at kreditorer kan stille økonomiske krav om kompensation for økonomiske tab i forbindelse med IT Factorys kollaps.

– Hvilken rolle spillede de ansatte i IT Factory, ikke mindst de ansatte i ledende stillinger, som hver for sig havde indsigt til dele af virksomheden og tilsammen havde en gennemgribende indsigt. Uanset om de nogensinde talte sammen om forholdene, så må det da undre, at der – på trods af en næsten usandsynlig høj vækst i omsætningstallene – ikke slap noget ud om, hvad det var man solgte og til hvem for så store beløb, at det kunne give denne vækst. Udviklingsafdelingens leder kunne ikke under et interview i TV give blot en antydning af hvad det var han udviklede og heller ikke hvem, som var aftager af noget i den størrelsesorden, som der ifølge regnskaberne var tale om. Til gengæld ved vi af omtalen i pressen, at lønningerne i IT Factory var blandt branchens allerhøjeste – hvorfor? – Ifølge advokat Boris Frederiksen, der er kurator for IT Factory, er der imidlertid ikke noget, der umiddelbart tyder på at de ansatte har været vidende om eller deltaget i svindlen med leasingkontrakter.

– Derudover er der en masse personer involveret med hver deres rolle, og umiddelbart med relationer til først og fremmest Stein Bagger, det drejer som bl.a. om en Allan Vestergaaard, der tilsyneladende var tiltænkt en rolle til at minimere Allans Jensbys indflydelse, en helt fiktiv Erik Ove Andersen, visse personer inden for rockermiljøet (evt. relateret til endnu et hemmeligt kontor), et par umiddelbart yderst usympatiske svenskere med flere “lig i lasten”, og så er der alle de indtil videre mange ubekendte, hvoraf nogle dukker op som nikkedukker eller med andre mere eller mindre fordækte funktioner, mens andre blot holder hovedet dybt dukket og håber på de ikke bliver inddraget.

– Noget tyder på, at også Skat var undervejs med en undersøgelse, men som det ofte er kendt herfra, kan store virksomheder som i øvrigt overholder de væsentligste aftaler komme langt med udsættelser. Men informationer fra Skat indikerer ikke desto mindre at der var sager på vej, som ville nødvendiggøre indgående regnskabsmæssige undersøgelser.

– Når alle de mange facetter af sagen sammenholdes, så tegner der sig et billede af en hovedperson, som havde al mulig grund til at føle sig presset fra stadig flere sider (også selvom mange facetter fortsat er helt eller delvis sløret). Der er næppe tvivl om at Stein Bagger på det tidspunkt, hvor han stak halen mellem benene og drønede tværs over kloden fra Dubai til han atter dukkede op på en politistation i downtown Los Angeles, måske ikke havde de store manøvremuligheder tilbage, eller at de under alle omstændigheder var under stadig indskrænkning. Noget tyder på at Asger Jensby var på vej til (i det mindske at ønske at) trække sig ud af foretagendet, men problemet for Stein Bagger var blot at Jensby ville få en så stor kæmpegevinst, at hans salg af sine andele ikke kunne foregå uden at virksomhedens aktiviteter (eller reelt manglende aktiviteter) ville blive åbenbaret … medmindre altså at Stein Bagger overtog Asger Jensbys andel, og det han så var i gang med en plan om med Allan Vestergaard som mellemmand eller hvad?, men her krævedes mere end blot en forfalsket underskrift på en leasingkontrakt, og hvordan rochere, svenskere og andre spillede sammen eller var tiltænkt et sammenspil er noget som efterspillet måske kan afdække mere end blot enkelte takter af.

Find (nogle af) svarene og endnu flere spørgsmål i de mange fortsættelser, som følger dagligt i flere versioner.

Reklamer

Written by go2news

december 13, 2008 at 3:15 pm

3.030 km på mindre end 3 liter benzin! – med 73 km i timen!

leave a comment »

Essay af: Mogens Engelund

Det er i dag 3 år siden at et lille modelfly landede på Irlands vestkyst. Det er der måske ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved, men det bemærkelsesværdige ved dette fly var, at det var startet fra New Foundland i Nordamerika knap 39 timer tidligere!

Nu er der måske nogen, der vil hævde, at det vel egentlig ikke er noget særligt, men hvis jeg nu oplyser, at der er en række betingelser, der skal være opfyldt for at der er tale om et modelfly, deriblandt at flyet ikke må veje mere end 5 kilo, inklusive brændstof og at dets fremdrift skal sikres af en forbrændingsmotor på højest 10 cm³, – synes du så ikke, at det faktisk er ganske bemærkelsesværdigt.

Flyet med navnet “The Spirit of Butts Farm” (der også gik under betegnelsen “TAM-5″ = Trans-Atlantic Model Number 5) blev det første radio-styrede modelfly, der krydser Atlanterhavet. Flyet fløj fra Cape Spear nær St. John’s på Newfoundland til Mannin Beach nær Clifden på Irlands vestkyst. Det er en strækning på 3.030 km, som det tog det lille fly ialt 38 timer og 52 minutter at flyve. Det giver en gennemsnitshastighed på ca. 78 km/t.

“TAM-5″ er 180 cm lang, med et vingefang på 183 cm og forsynet med en propel med en diameter på 43 cm propel. Flyet er konstrueret af et team anført af den 77-årige pensionerede ingeniør og modelfly-veteran Maynard Hill (der er stort set blind og næsten døv). Han tunede det lille fly’s motor op til at kunne flyve de 3.030 km på mindre end 3 liter benzin, som i øvrigt udgjorde 47% af flyets totale vægt. Hans simple recept på, hvordan man gør er: “Man tager sådan en lille motor, der kan flyve omkring 10 minutter på en slat benzin, og tuner den op så den kan flyve 6 timer på den samme mængde benzin!” – Ja – det lyder jo simpelt!

Beregningerne viste sig i øvrigt så nøjagtige, at der ved ankomsten blot var 1,8 ounce (ca. 52 ml.) brændstof tilbage, og det var faktisk mere end beregnet, da flyet ifølge beregningerne kun havde tilstrækkeligt med brændstof til 38 timer flyvning. Men en ting er teori, og noget andet er virkeligheden. Teamet havde håbet på lidt mere vestenvind, end tilfældet blev, men til gengæld viste flyet sig altså endnu mere brændstofbesparende en forudsat.

På turen over Atlanten sikrede en autopilot at kurs og højde blev holdt. Det tog en af teamets specialister omkring 5 år at udvikle en lille GPS-styret autopilot der var tilstrækkelig lille, men alligevel i stand til at holde flyet vandret og navigere det sikkert over Atlanterhavet til bestemmelsesstedet på Irlands vestkyst.

Undervejs holdt flyets radiosender teamet orienteret om hvordan det gik, og med informationer på web-siten blev resten af verden holdt orienteret, og ikke mindst det irske team, der stod klar til at modtage “TAM-5″, når det forhåbentlig ankom. Teamet mistede i øvrigt radiokontakten med flyet adskillige timer før dets planlagte ankomst til Irland, men umiddelbart før de ville erklære flyet for crashed i Atlanterhavet, så meldte det sig igen, og den sidste times tid gik med nervøse bevægelser, der skulle forsøge at kompensere for den brændstofmangel, som man formodede ville resultere i at flyet ikke ville nå frem til Mannin Beach.

Det hele lykkedes, og flyet landede så perfekt, at end ikke propellen blev beskadiget.

Vil du vide mere og, så læs videre på web-siten for “TAM-5″, hvor der også er billeder fra turen.

Vil du vide mere om, hvad der i øvrigt ellers er sket på den 11. august, så kig her! – eller hvis du vil se noget fra andre datoer, så tryk her!

Written by go2news

august 11, 2006 at 10:07 am

Det var Landis! – …forøgede sit raseri med lidt mandligt kønshormon!

leave a comment »

“JEG SKAL VISE JER, AT JEG ER EN RIGTIG MAND!”

Kommentar af: Mogens Engelund

Det var ikke den helt store overraskelse, da det for kort tid siden kom frem, at den deltager fra Tour de France, der er blevet testet positiv, er Tourens vinder, amerikaneren Floyd Landis.

Det var Floyd Landis’ cykelhold, Phonak Cycling Team, der for kort tid siden offentliggjorde, at de i går blev underrettet af UCI (Den Internationale Cykelunion) om tilstedeværelsen af et usædvanligt højt indhold af testosteron/epitestosteron (mandligt kønshormon) i en test af Floyd Landis efter hans sejr på 17. etape af Tour de France.

Phonak oplyser desuden, at Floyd Landis har bedt om at UCI foretager en B prøve, for at få endelig afgjort om han er skyldig eller uskyldig som han selv hævder.

Indtil resultatet af B-prøven foreligger, ønsker hverken Phonak eller Floyd Landis at udtale sig yderligere kommentarer, og – som det er kutyme inden for cykelsporten – kan Flyod Landis ikke deltage i cykelløb så længe han er under direkte dopingmistanke, hvilket forklarer, hvorfor han ikke er i Silkeborg i dag for at køre gadeløb, som det ellers var planlagt.

Såfremt du vil læse mere kan du prøve at checke ind på Phonak Cycling Team‘s website (den er lidt overbelastet pt, men det går nok snart over). Du kan også prøve Floyd Landis‘ egen website, men den er absolut også en anelse overbelastet lige i øjeblikket.

Mens du venter kan du læse det indlæg jeg skrev for snart 3 timer siden om hele doping-problematikken og om Floyd Landis’ mulige involvering Landis forsvundet! – Dopet? – se nedenfor eller brug linket her.

Tourens egen officielle website har ingen kommentarer endnu, – overskriften “Landis: A Leader For A New Generation” pryder fortsat forsiden. Det er også helt fint, for Floyd er fortsat uskyldig indtil andet er bevist, og det fjerner ikke de fantastiske timer jeg oplevede foran skærmen den dag, hvor Floyd også satte rekord i anvendelse af nedkølende væsker.

Written by go2news

juli 27, 2006 at 4:40 pm

Landis forsvundet! – Dopet?

leave a comment »

TOUR DE FRANCE 2006 BURDE VÆRE SLUT! – MEN ER DET NU OGSÅ TILFÆLDET? 

Kommentar af: Mogens Engelund

Efter allerede på indeværende tidspunkt af dagen at have indtaget så meget kaffe, at jeg tidligere ville være dumpet for dopingkontrollen, har jeg valgt ikke at sætte mig op på cyklen resten af dagen, og jeg vil heller ikke hverken løbe, springe eller rende og hoppe!
Dagens rygter fra Tour de France drejer sig ikke blot om at den rytter, der har afleveret en positiv-testet A-prøve (og hvor B-prøven er ved at blive testet) måske er ingen ringere end Tourens vinder Floyd Landis, men samtidig er det også rimeligt sandsynliggjort, at det formentlig var en forkert beslutning at udelukke Vinokourov en af Tourens favoritter og hans Astana-hold. De fem mistænkte ryttere fra Astana er efter alt at dømme uskyldige.

Da Phonaks sportsleder fandt Floyd Landis oppe meget tidligt hin mindeværdige dag den 20. juli før starten på Tourens 17. etape, er der efterhånden noget der tyder på, at det ikke blot var cappuchino han styrkede sig på, inden han skulle “kastes for løverne”. Vi kender det da vist på en eller anden måde alle sammen. Men hvad det så end er, han begav sig af med, så var der måske nogle “sikkerhedsmæssige foranstaltninger” (dvs. sløringsmæssige el.a.), som der ikke var tid til.

Og hvem ved, det er måske slet ikke Landis, der er tale om. Det eneste vi med sikkerhed ved, er at der er tale om en positiv prøve fra en af rytterne, samt at Landis efterfølgende ikke er dukket op til et løb i Holland i går og heller ikke var med det planlagte fly til Danmark, så vi må formode, at han heller ikke stiller op i Silkeborg i aften.
Men det, der for alvor kan sætte gang i spekulationerne og rygtedannelserne er Ekstra Bladets citat fra den irske præsident for Den Internationale Cykelunion, der til spørgsmålet om det var Landis, der er den nye mistænkte, angiveligt svarede: “Det kan jeg ikke sige, men jeg kan sige, at jeg er utrolig vred over denne sag. Det er hele cykelsportens troværdighed, der er på spil nu!” 

Men det er da godt nok en udtalelse, der kan få rygterne i gang! – Og på trods af den store respekt, der hersker omkring Floyd Landis, så er der næppe nogen tvivl om, at arrangørerne i år gerne havde set en ikke-amerikaner vinde Touren. Men såfremt der er noget at kritisere Landis for, så er det sidste ord om Lance Amstrong næppe sagt heller. Forsvundne og måske positive dopingprøver og Lance’s raslen med hurtige advokater så snart nogen blot antydede noget, kombineret med at Lance’s lange række af vinderhold i Touren i vid udstrækning var identiske med – eller udøvede meget stærk kontrol over – USAs Cykelunion, der hele vejen igennem, har støttet Lance Armstrong i hans totale afvisning (på en nærmest slørende måde) af alle dopinganklager.

Det er selvfølgelig de samme systematiske påstande – og indimellem rigtig sorte løgne – som også de øvrige ryttere er fremkommet med. Men der er den forskel, at der internt i Europa har været et større pres på at få ryddet op i de snørklede kroge, hvor dopingspøgelserne huserer. Det må i denne sammenhæng konstateres, at der ikke har hersket helt den samme selvkritik blandt store dele af USAs sportsverden, hvor det indimellem har forekommet som om nye metoder har kunnet prøves af og udnyttes inden de kom på listen over ikke-tilladte metoder (som ofte hang sammen med, at mange af dem først blev officielt forbudt på det tidspunkt, hvor de kunne afsløres).

Med den stadigt stigende konstaterede udbredelse af doping er der nu et større internationalt pres på at også tidligere konstaterede positive prøver nu kan tages op til fornyet vurdering. Dvs. at prøver, som eksempelvis blev afleveret i 1999, men som man dengang ikke med sikkerhed kunne konstatere som eksempelvis EPO-positive, derfor ikke blev vurderet som sådanne. Bloddoping med eget blod kunne heller ikke konstateres med sikkerhed. Kun indirekte prøver, baseret på hæmokrit-værdier (koncentrationen af røde blodlegemer i blodet) blev anvendt, og de gav ofte blot atleten en kortvarig karantæne (typisk 14 dage) på trods af at det rent faktisk indikerede, at der eksisterede en eller anden form for misbrug, eller at der måske foregik en mere systematisk præstationsfremmende behandling.

Så, jeg mener faktisk ikke, at selv om Floyd Landis skulle være den, der er blevet testet positiv, så er cykelsporten nede for fuld tælling! – Men der kunne være grund til at overveje fremtiden for den kategori af udholdenhedssport, som de store etapeløb rent faktisk har udviklet sig til. Ja – som de vel sagtens stort set altid har været.

Idag er det sådan, at samtlige deltagende ryttere bedyrer, at de intet ulovligt har foretaget sig, samtidig med at flere navne faldt fra allerede inden Touren startede. Går vi tilbage i Tourens historie var hemmelighederne langt fra så skjulte. Blandt de helt store som Eddy Merckx og Jacques Anquetil, er situationen at de rent faktisk ikke lagt skjul på, at det ikke var muligt at gennemføre eksempelvis Tour de France med en topplacering uden en eller anden form for præstationsfremmende tilskud.

Dopingens og andre præstationsfremmende teknologier er under voldsom udvikling som en integreret del af det generelt “præstationskrævende” samfund vi i øvrigt lever i, og hvor stadig yngre dele af befolkningen i stadig større dele af det vi mærkværdigvis betegner som “den udviklede” del af verden påvirkes i uhensigtsmæssigt stort omfang af stress-symptomer i en stadig mere omsiggribende proces.
I realiteten er det det samme stress-syndrom, som vi overfører til alle vore atleter, som vi bestandig skal sætte rekorder og berede os nye gloværdige højdepunkter. Idræt i form af konkurrencesport afspejler det omkringliggende samfund, og så længe vi accepterer det, vil modstandere se doping-mistænkelige resultater hos såvel Lance Amstrong, Bjarne Riis, Floyd Landis, Eddy Merckx samt hos andre topidrætsfolk i diverse sportsgrene, mens deres tilhængere vil forsvare dem – i det mindste indtil en vis grænse overskrides!

Hvornår grænsen er nået, og hvad der derefter vil ske, ja den proces er vi simpelthen selv deltager i, enten som aktiv deltager på et eller andet niveau, som kommentator, formidler eller som mere eller mindre medlevende iagttager, der ikke blot kræver det (næsten) umulige af atleterne, men som også kræver en evig strøm af nyheder eller “nyheder” fra medierne, og rigtig mange af os er meget hurtige til at kaste os over de formastelige der “skejer udenfor” (dvs. bliver opdaget)!.

Vi bliver nødt til at atter at lære den ægte begejstring at kende, den skønne følelse når nogen lykkes med et forsøg på at nå det umulige, men også at føle glæden over at opleve at nogen tør gøre forsøget på at nå det uopnåelige. Hvis vi kun værdsætter det første, bliver nederlaget så meget desto større (og der er nu engang kun én sejrherre, mens der er rigtig mange tabere – og uden alle disse mange tabere vil der faktisk ikke være nogen sejrherre).
Men blot fordi man ikke vinder, behøver man ikke nødvendigvis at være en “taber”, det er der lidt for ofte mange, der glemmer, og presset fra omgivelserne er med til yderligere at presse atleten ud i en stresset situation.
Måske er det sådanne forhold, der er med til at fremme anvendelsen af præstationsfremmende midler. Taberne skal “gøres” til vindere, og hjælperne bliver i disse sammenhænge måske mere “aktive” (med at fremskaffe hjælpemidler) end den aktive atlet selv har mulighed for at være. Der er ikke tid til at vente på at resultaterne kommer ad naturlig vej.

Tid er penge – og det gælder absolut også inden for sportens verden. Med penge kan kan også købe sig til præstationsfremmende foranstaltninger. Nogle af disse er lovlige, mens andre er ulovlige.
Men selv de lovlige kan ofte kræve så store økonomiske ressourcer og samtidig være så langtidsbaserede, at atleterne (ofte unge og stræbsomme, men uerfarne) og deres hjælpere og rådgivere (som er de reelle bagmænd) tyer til hurtige og formentlig også billigere metoder! Atleterne bliver ofrene, mens bagmændene ofte slipper relativt lempeligt, og i mange tilfælde har kunne fortsætte deres aktiviteter med andre mere eller mindre uskyldige ofre.

Vi må gøre op med vor opfattelse af sporten som uskyldsren og som uskyldig og ædel kappestrid, – det er en myte, som aldrig har været andet end en myte!
Vi må også gøre op med de virkeligheder, der knytter sig til at kunne købe sejre med penge
Vi kan måske afskaffe doping, men kan vi også afskaffe al anden snyd inden for sportsverdenen. Italienske fodboldklubber er blevet taget med bukserne ned for bestikkelse af dommere, men det er da kun den del af isbjerget der stikker over vandet.
Asiatiske spil-syndikater er blevet afsløret i at “fixe” fodboldkampe med langt større udbytte end i Italien uden at det har været muligt at gribe ind.

Afskaf doping, snyd og bedrag på alle niveauer!
…men lad ikke atleterne betale prisen for bagmændenes sorte aktiviteter!
…og fjern alle mulighederne for at score milliongevinster på urent trav i sportens verden!

Written by go2news

juli 27, 2006 at 1:50 pm

…noget om religion, … og lidt om Paulus, en af alle tiders største spindoktorer!

leave a comment »

Kommentar af Mogens Engelund

En dag, Gud sad og havde en hyggestund og spiste himmerigsmundfulde sammen med en række af sine ærkeengle åbenbarede han nogle af sine følelser for dem.
   “Ved I hvad”, sagde Gud “Jeg er simpelthen så træt for tiden, at det er en hel plage for mig at klare mit arbejde. Der sku’ vel ikk’ være nogen af jer, der har en god ide til, hvordan jeg kan komme af med denne dybt belastende træthed?”
   Der var lidt småsnakken rundt om i Himlen om det omfattende arbejdspres, de lange arbejdsdage og den manglende fritid, men der kom ikke rigtig nogen forslag på bordet, før en af de almindelige engle, der sad alleryderst ved bordet, hævede sin spinkle røst.
   “Jeg kunne da godt komme med et forslag, for jeg har lige været lidt rundt blandt vore jordiske og fortsat dødelige undersåtter, hvor jeg også kunne konstatere et hårdt arbejdspres, men de havde opfundet noget de kaldte ferie og sygeorlov. Det var tydeligt, at det havde en meget positiv effekt. Derfor vil jeg godt foreslå Gud at tage en tur ned på Jorden og holde ferie der i en periode mens du kommer til hægterne”.
   Det forslag drøftede Gud så med sine ærkeengle, og alle var faktisk rigtig begejstrede for ideen.
   “Det er da en skam at Gabriel ikke er her i øjeblikket”, sagde en af ærkeenglene “…han har bare en næsten naturstridig indsigt i stort set alting, men jeg kan da kun forestille mig, at han også vil være begejstret for ideen”.
   Samtidig hermed ankommer Ærkeenglen Gabriel, og Gud fortæller hurtigt om sine planer, hvorefter Gabriel ryster langsomt på hovedet og lægger det lidt på skrå, så det hviler på den ene vinge, mens han siger
   “Jorden er af alle steder et sted, hvor rygter og sladder virkelig trives og florerer, så det kan jeg absolut ikke anbefale. Jeg har været der en enkelt gang for godt 2.000 år siden, – og de taler om det endnu!”

For jer, der skulle være i tvivl, vil jeg bare sige. Historien er faktisk ikke rigtig, for det der med at Jesus skulle være Guds Søn og at det kun er Jesus, der er det, det er faktisk en historie, som Paulus har “spunnet” sammen. Vi er da allesammen Guds døtre og Guds sønner.

Men det var da godt nok et nærmest eventyrlig godt spin, at Paulus sammen med alle evangelisterne fik spunnet sammen lang tid efter Jesus’ død, endog uden at de selv havde mødt ham.

Der findes formentlig også beretninger fra Jesus’ samtidige, dvs. fra mennesker, der har mødt den uomtvisteligt yderst specielle mandsperson, som hr. Jesus helt sikkers var, men det er ikke disse beretninger, som blev udvalgt som dem der skulle inkluderes i kristendommens bibel.

Paulus og hans venner fik gennem hårdt slid og ideologisk arbejde skabt en hel kult omkring sig, som propaganderede for deres ideer, og her i dag lang tid senere viser det sig, at det rent faktisk lykkedes at få dette “spin” til at danne skole, ja en hel selvstændig religion er det blevet til, og jeg selv må da erkende, at jeg er en af disse efterkommere, som – selvom jeg ikke opfatter mig selv som særlig religiøs i snæver forstand – alligevel er dybt præget af den folkelerigion, jeg er opvokset med her i Danmark.

I tilslutning hertil har jeg fået en række religiøse pust fra alle verdenshjørner, der har været med til at give mig et meget nuanceret billede af min egen religiøsitet eller livsopfattelseskombination af alsidig visdom, filosofi, etik og moral.

Derfor kan jeg i dag godt acceptere, at Jesus bliver kaldt Guds Søn, selvom jeg føler, det godt nok er en voldsom degradering af alle os andre. For vi har jo altid alle været Guds døtre og Guds sønner, lige indtil Jesus ankom og fik monopol på den position, som “noget særligt”. Det er da ikke en særlig demokratisk måde at “tænke” Gud på, og min Gudsopfattelse ER meget demokratisk.

Gud er ikke MERE end os, derimod ER Gud OS! Vi er ALLE Gud! og … vi er ALLE Guds Søn! … og vi er for den sags skyld også alle Helligånden. Gud kan have forskellige navne i henhold til den tradition og de sociale, kulturelle og geografiske faktorer og “tilfældigheder”, der har afgjort, hvor vi hver især er blevet placeret her på Jorden.

Vore navne på vor Gud, og på hans apostle, profeter, shamaner, lamaer, guruer, m.m. er måske forskellige, og måske har de hver især deres aktuelle bud på, hvad der er det mest essentielle, og i denne sammenhæng inkluderer jeg alle, også individer, der opfatter sig selv som fritænkere eller ateister.

Derfor kan jeg godt acceptere kristne ritualer i den kristne kirke, muslimske ritualer i moskeen, hindu-ritualer i templet, buddhistiske ritualer i buddhist-templet, jødiske ritualer i synagogen, naturbundne eller forfædrerelaterede ritualer blandt de mange etniske og religiøse minoritetsgrupper. Jeg bliver altid påvirket lidt af den religion, hvor jeg overværer eller måske deltager i et ritual. Jeg bliver “…lidt hindu …lidt muslim …lidt buddhist …eller lidt noget andet”.

Det betyder på ingen måde at jeg kritikløst lader mig trække rundt i det store religiøse ocean. Der kan sagtens blive plads til kritik – også kraftig kritik – af den måde som de enkelte religioner håndteres på af de enkelte varetagere af dette hverv, dvs. af præster, munke, imamer, lamaer, shamaner

Der kan sagtens være flere Guder, som alle har en fælles oprindelse eller fælles samhørighed, uanset om de er bundet til naturen, forfædre, eller er totalt abstrakte virkelighedsfænomener, som vi bl.a. finder det i Islam og i Kristendommen, eller måske millioner af Guder, som vi finder i Hinduismen eller i naturbaserede religioner. Det er det fælles i religionerne, der binder os alle sammen, samtidig med at vi bestandig strides med den uendelighed af forskelle og tilsyneladende modsætninger, som samtidig eksisterer inden for og imellem de enkelte religioner. Forskelle, særheder eller karakteristika, som ofte viser sig at være forbundet med regionale forhold, der i vid udstrækning ofte strækker sig over flere religioner, som i visse tilfælde er blevet inkluderet i religioner i kraft af den regionale praksis de udgjorde, på trods af at denne praksis på andre områder stred mod religionen (blodfejder, blodhævn, forskellige religioners voldelige fremfærd i forsøg på egen vinding, samtidig med at drab principielt også samtidig forbydes af alle regioner).

Eventuelle mangelfuld respekt for andre religioner er ofte mere et spørgsmål om den måde religionen udøves på, end det er et spørgsmål om religionens egentlige indre budskab, eller det kan være en forvanskning af dette budskab som følge af et pres udefra, som fører til en uønsket praksis fra udøvende individer og af dem, der varetager religionens forkyndelse.

Det er i vor Globale Landsby af afgørende betydning at vi alle lærer at leve med, at vi ikke alle har samme livsopfattelse. Og dette gør ikke nogen til bedre mennesker end andre. Der kan være mere eller mindre magtfulde endivider og samfundsgrupper, men det er af afgørende betydning for vor fælles fremtid, at vi lærer at acceptere såvel vore fællesheder som vore forskelle kombineret med at vi hver især ikke gør os selv bedre end andre. Vi er alle Guds Datter og Guds Søn! – No more No less!

Det kan måske være svært at forstå! …men det er uomtvisteligt endnu sværere at efterleve i praksis – prøv selv!

Written by go2news

april 4, 2006 at 10:44 pm

“men” eller “men”, hvad er forskellen?

leave a comment »

Kommentar af: Mogens Engelund

Stadig flere, anvender stadig flere ressourcer på at afdække størrelsen og rækkevidden af anvendelsen af ordet men i det danske sprog, og aldrig tidligere har dette lille ord på tre bogstaver formentlig haft en gennemtrængningseffekt, som det har i dag.

..men ! ? – et lille ord med stor politisk betydning

…det lille ord men er med til at skille får fra bukke, MEN hvorfor de skal skilles, er der bare ingen der vil sige. Kan vi ikke bare – for at anvende den betegnelse, som Politikens tidligere chefredaktør anvendte for nylig – være “bukkefår” allesammen!

Vor statsminister forsøger helt at undgå at anvende det, MEN ustandselig dukker det op igen og igen, og den barske statsmandsfacade holder faktisk ikke helt, når man iagttager, hvorledes han manøvrerer rundt med sproget selv (der smutter simpelthen alt for mange MEN‘er med, som han bagefter har det største besvær med), samtidig med at han mere og mere krampagtigt holder det ene øje lukket. I det andet øje er det lykkedes Pia Kjærsgaard at placere en kæmpepæl, som hun konstant fremhæver er fremstillet af DANSK FYR (som i virkeligheden er et indvandret træ, MEN det optager ikke Pias sind, som først og fremmest går ud på at sikre sig den konstante opmærksomhed fra Anders, så han er helt på det rene med, hvornår Pia vinker til ham).

Foran det øje, som Anders mere og mere krampagtigt klemmer i, svinger Marianne med håndtasken, samtidig med, at der er tæt trafik af politikere, fremtrædende erhvervsfolk, kulturpersonligheder, udenlandske ambassadører, som Anders hele tiden betoner helt har misforstået situationen, og at de står helt alene med deres synspunkt, for – som vor statsminister konstant påpeger, så “…mener jeg det jeg hele tiden har ment! … og der skal ikke være noget MEN!” – Og alligevel smutter det konstant ud, det lille men, MEN så er det kun et lille men, som slet ikke har den samme betydning, som når “de andre” siger det, for så er det nemlig et STORT MEN.

MEN – jeg fornemmer indimellem en svag sitren i Anders’ lukkede øje, så måske holder han det i virkeligheden lidt på klem, og det kunne jo skyldes, at Anders inde bag sin glatte facade faktisk godt kunne tænke sig at lege lidt med de andre. For Pia kan slet ikke så mange lege, og der er slet ikke nogen afveksling så længe Pia bestemmer, men (lille men) det passer jo faktisk Anders rigtig godt, for han kan absolut ikke li’ hvis der er for mange “grimme ællinger”, der spræller lidt for meget med halen, for så kan han slet ikke styre fjerene, som fuldstændig vokser ud af hænderne på ham til noget som Pia hjælper ham med at tolke som fuldbårne flyvefærdige trusler mod dansk demokrati og ytringsfrihed, og jeg ved ikke hvad.

Det ville glæde mig, hvis den svage sitren i Anders’ fastklemte øje ville ende med en svag åbning, så han på lidt længere sigt ville få begge øjne op for, at han faktisk er nærmest bagbundet af et næsten symbiotisk meningsfællesskab med Pia, der prøver at lukke alle andre ude. Hun vil ha’ Anders for sig selv.

Og så længe Anders fortsætter med sin stædighed og opretholder sin (og Pias) trang til “selv at bestemme” og det fortsætter med disse stædighedsbaserede hurtige og umiddelbart nemme løsninger, så fortsætter den kulturelle nedtur vi som nation udsættes for i stadig større dele af verden, hvor vi – som nation – aldrig har været mere kendt og omtalt end vi er i øjeblikket, MEN det betyder samtidig, at stadig flere rundt om i den store verden omtaler os danskere generelt som et i særdeleshed usympatisk folkefærd.

Hvis vi fortsat lader Pia og Anders bestemme, så ender det simpelthen med, at dem ude omkring i verden faktisk får ret!

– Og det håber jeg sandelig ikke!!

kilde: “Info-BLOG’en, en Weblog med mening og indhold”

Written by go2news

marts 19, 2006 at 11:09 am

Hello world! – here I am! … med nyheder og andet nyt !

leave a comment »

Her på blog’en vil du kunne finde essays, nyheder, informationer og kommentarer om en lang række emner, som jeg på en eller anden måde er i berøring med under mine daglige og evindelige rundture i den forunderlige kombination af virtuel virkelighedsbaseret og fantasy-påvirket cybernews.info.com.dk som uafladeligt øver indflydelse på og udnytter  mine sansers ømfindtlighed overfor de sansepåvirkninger, der konstant præger min daglige aktiviteter.

Der er kort sagt sådanne oplevelser jeg gør rede for her (tror jeg nok!)

Mogens Engelund

Written by go2news

februar 26, 2006 at 6:03 pm

Lagt i Essays