\”news from here to everywhere\”

– nyheder om bemærkelsesværdige hændelser fra nær og fjern!

Archive for the ‘Politik’ Category

Thomas Rathsack: “Jæger – i krig med eliten” … på arabisk?

leave a comment »

Først indanker Forsvaret den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks bogudgivelse “Jæger – i krig med eliten” for Fogedretten og kræver bogudgivelsen standset, bl.a. begrundet i påstande om at han offentliggør fortrolige oplysninger og mindsker sikkerheden for de danske og internationale styrker i Afghanistan. Derefter er forsvaret behjælpelig med at oversætte bogen og forsyner bl.a. dagbladet BT med en kopi af oversættelsen, men det må de godt siger Forsvarets egne auditører. – Ja, det er sandelig noget at et retssamfund vi lever i nu om dage!

Kommentar af: Mogens Engelund

I går oplyste vores forsvars- og angrebsminister Søren Gade, at det ikke var et mediestunt når han hævdede at Thomas Rathsacks bog kunne misbruges og dens informationer kunne øge usikkerheden for udstationerede danske og udenlandske enheder i bl.a. Afghanistan. Han støttede sin argumentation på den påstand, at bogen allerede florerede på internettet i en arabisksproget version. Kun godt en time senere kunne dagbladet BT så støtte Søren Gades version af historien i en artikel, der yderligere var suppleret med link til en arabisksproget version af bogen.

Den arabisksprogede versionen af Thomas Rathsacks bog, som lå på BT’s website, var en Word-fil. Og wordfiler har den facilitet, at man ved et højreklik på dem kan checke deres “egenskaber”, og filen på BT’s website viste sig faktisk at hidrøre fra Forsvarskommandoen selv. Derfor var det heller ikke så mærkværdigt at filen forsvandt fra BT’s website i løbet af få timer. Det spørgsmål, som står tilbage er så: “Hvorfra kom den?, … er det Forsvarskommandoen, som lækker nogle af Forsvarets hemmeligheder? … og så endog på arabisk!”

Søren Gade blev selvfølgelig også pissesur og gik til verbalt angreb mod forsvarsledelsen, som han tildelte en skideballe af højeste rang (se artiklen “Gade giver forsvarsledelse en skideballe”. Samtidig må det undre, at Forsvaret, der godt ville have Fogedretten til at standse udgivelsen af Thomas Rathsacks bog, i dette tilfælde ikke kan se noget problem i at Forsvaret nu selv spreder bogen (se artiklen Auditører: Forsvaret må godt sprede bog).

Efter at BT har tænkt tingene nærmere igennem og altså ikke længere ønsker at stå ved deres konspiration med Forsvarskommandoen om at videregive fortrolige informationer herfra, vil jeg meget gerne bidrage med indblik i, hvad det er BT ikke længere ønsker at lægge spalteplads til.

Her er således en oversættelse til arabisk af et afsnit fra Thomas Rathsacks bog, oversat efter samme recept som den lækkede arabisksprogede version fra Forsvarskommandoen.

Udsnit af Rathsacks bog på Googles maskinoversættelse og overført til et Word-dokument på samme måde som i det af Forsvarskommandoen lækkede dokument. De ord, som Googles oversættermaskine ikke kan oversætte indføjes blot i teksten som de forekommer i originalen.

Udsnit af Rathsacks bog efter en Googles maskinoversættelse og overført til et Word-dokument på samme måde som i det af Forsvarskommandoen lækkede dokument. De ord, som Googles oversættermaskine ikke kan oversætte indføjes blot i teksten som de forekommer i originalen.

Ud fra en formodning om at det er et fåtal af jer læsere, som får ret meget ud af ovenstående, så lad mig hjælpe lidt og forklare på dansk. Originalteksten findes efterfølgende i den venstre kolonne, hvorefter jeg har “tilbage-oversat” den arabiske oversættelse, for at give en ide om hvad det egentlig er for en “oversættelse” vores alle sammens forsvars- og angrebsminister Søren Gade pludselig – formentlig i god tro – fortalte de danske medier nu fandtes på nettet og udgjorde en sikkerhedsrisiko. Selvom man selvfølgelig ikke kan vurdere meget ud af denne form for “oversættelse, så er det da i hvert fald klart, at der ikke er mange som gider læse ret mange sætninger af det vrøvl, som den i øvrigt rigtig velskrevne originaltekst er blevet forvansket til.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Thomas Rathsacks originaltekst til venstre og den genoversatte tekst til højre!

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Thomas Rathsacks originale tekst til venstre og den genoversatte tekst til højre!

Hvad der står i den arabiske version har jeg ikke vished for, men den må vel på en eller anden måde ligge og lure et sted mellem de to danske versioner, så der er under alle omstændigheder ikke meget at råbe hurra for, og hvis der er afsløringer, er de da godt nok skrevet i et ret uhjælpeligt kodesprog! – Der kan da uvægerligt findes langt mere indgående og nøjagtige informationer om krigsførelsen i Afghanistan, herunder også om operationer og aktiviteter af den karakter, som Thomas Rathsack beskriver, ikke mindst blandt specielt de righoldige udgivelser af engelsksprogede bøger suppleret af endnu mere up-to-date informationer i nettet righoldige forsyninger af artikler, weblogs m.m., skrevet af tidligere og nuværende krigsaktive kombattanter.

Den bevæbning, der er omtalt ovenfor, C8-karabin i CQB-version (Close Quarter Battle), findes der eksempelvis også beskrivelser af på Wikipedia, se artiklerne “Colt Canada C7 rifle” og Close Quarter Battle. Her findes også informationer om bevæbning af danske og internationale hærenheder.

Jeg vil senere vende tilbage med en egentlig anmeldelse af Thomas Rathsacks velskrevne bog.

Reklamer

Written by go2news

september 25, 2009 at 11:04 pm

… skidt eller kanel … eller Ahmadinejad!

with one comment

Selvom præsidentvalget i Iran måske ikke umiddelbart gav mulighed for at vælge mellem reelt alternative kanditater, så har valget medført så omfattende dønninger, at præstestyrets ledelse nu formentlig står over for de største udfordringer i styrets historie, og der synes næppe at være tvivl om at rigtig mange demokratiske spilleregler er blevet overtrådt under og efter sidste fredags præsidentvalg. Var det en fodboldkamp, var styret forlængst tildelt adskillige gule kort (og dermed rødt kort) og formentlig også idømt en langvarig karantæne, evt. kombineret med tvangsnedrykning til en fjerntliggende oase.

Kommentar af: Mogens Engelund

Der er utroligt mange forhold i nutidens Iran, som virker mere eller mindre (men mest mere) uforståelige på os fra de nordlige himmelstrøg, hvor præsternes magt for længst er begrænset, ligesom vi også har en så udbredt ligestilling, at den rækker langt ind i dele af selv kongehuset, selvom Kong Henrik endnu ikke er en reel realitet. Det iranske præstevælde undgår at skulle tage stilling til lignende folkeafstemnings-værdige spørgsmål, i og med at de behændigvis afskaffede det iranske kejserstyre efter præsternes tilbagekomst til Iran i 1979, og selvom der var ret så omfattende ligestillingsmangler under Shahens styre i Iran, så er der sandt at sige ikke blevet mere ligestilling under de mange (ældre mandlige) præsters styre. Heller ikke begrebet demokrati er noget, som præsterne ofrer megen opmærksomhed, og det er selvfølgelig også såre nemt at forstå, for der skulle da vist ikke megen demokrati til før præstestyrets dage ville være talte.

Skønt Vogternes Råd i princippet kan siges at fungere som en form for Overhus, så er dets opbygning ret unik med flere strukturer, som har rødder tilbage fra det historiske Islamiske Kalifat, hvor moderne demokratiske strukturer havde meget trange vilkår. Rådet består af 12 personer, hvoraf Irans åndelige leder alene udpeger de 6, mens Irans Parlament udpeger de 6 øvrige blandt en gruppe, som er nomineret af Irans juridiske leder (som er udpeget af Irans åndelige leder). Alle medlemmer af Rådet er “islamiske jurister” da Irans juridiske system siden 1979 er underlagt Shia Islam (Sharia), og deraf følger betegnelsen “Præstestyre”. Vogtenes Råd skal vurdere, bedømme og godkende alle beslutninger, der træffes i Irans Parlament, og Rådet kan nedlægge veto mod enhver beslutning fra Parlamentet, såfremt den ifølge Vogternes Råd enten strider mod Irans Forfatning (indført af præstestyret 1979) eller mod Islam (Sharia). Alle 12 medlemmer af Rådet stemmer, når en lov vurderes i relation til forfatningen, mens kun de 6, der er udpeget af Iran åndelige leder stemmer, når en lov el. anden afgørelse bedømmes i forhold til Islam. Når der som i den aktuelle situation er tale om valg til en af nationens ledende poster, har Rådet en utrolig stor, men – som det ses aktuelt – ikke altafgørende position. I henhold til Irans islam-dominerede forfatning skal enhver præsidentkandidat, parlamentskandidat eller kandidat til Ekspertforsamlingen (en Overhus struktur, som udpeger Irans Åndelige Leder) nemlig godkendes eller indstilles af Vogternes Råd.

Et af de helt aktuelle spørgsmål i dagens Iran, relaterer sig til selve den inderste magtstruktur, nemlig de personlige modsætningsforhold mellem Ayatollah Ali Khamenei, Irans Åndelige Leder) og Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, tidligere præsident og nuværende leder af Ekspertforsamlingen. Ved præsidentvalget ønskede Khamenei genvalg af Ahmadinejad, mens Rafsanjani (der tidligere var præstestyrets grundklægger Ayatollah Khomeinis højre hånd) støttede oppositionens kandidat, Mir Hussein Moussavi. Modsætninger ligger således langt uden for offentlig indflydelse, et magtspil i toppen af et nærmest religions-diktatorisk et-parti-lignende system. Men det er væsentligt ikke at se magtspillet som et spil mellem “de gode” og “de onde”, for det er selvfølgelig langt mere kompliceret, og mange mener at det svarer til en forskel mellem pest og kolera! – Rafsanjani var oprindelig Khomeinis “højre hånd” og i sine to præsidentperioder var det Rajsanjani, som mere end nogen anden fungerede som den reelle leder af Iran. Det var også Rajsanjani, som mere end nogen anden orkestrerede Ayatollah Khameneis udnævnelse som Irans Åndelige Leder efter Ayatollah Khomeinis død i 1989. Det var Rajsanjani som styrede Iran, mens Khamenei fulgte trop, og redskabet var en økonomisk-religiøs udvikling bakket op af militære magtstrukturer. Den åndelige leder, Kahmenei, udviklede imidlertid gradvis sin egen politiske platform, som han altovervejende baserede på en alliance med og kontrol over militæret, mens Rajsanjani mistede magt og bl.a. blev anklaget for magtmisbrug og korruption. I sin nuværende position som formand for “Ekspertrådet” har Rafsanjani  måske en større magt over begivenhederne end Khamenei og Ahmadinejad ønsker, men indtil videre har han i hvert fald været meget tavs med sine udmeldinger. Det tolkes af nogen som en afventning til det strategisk rette tidspunkt, ligesom man kunne formode at han formentlig tæller sine støtter og håber på fortsat voksende opbakning, for der er næppe tvivl om at uovervejede drastiske beslutninger næppe vil gå upåtalt hen. Det skal måske også medtænkes i disse vurderinger, at der refereres fra Iran om at demonstraterne opfordrer politiet og sikkerhedsstyrkerne til at skifte side i konflikten. Set i denne sammenhæng ville uoverensstemmelser inden for politik, militær og sikkerhedsstyrker nemlig betyde en svækkelse af Khamenei og Ahmadinejad og formentlig en tilsvarende styrkelse af oppositionen med Moussavi og formentlig også Rajsanjani i spidsen. (Læs artiklen “Former Iran President at Center of Fight Between Classes of the Political Elite” fra New York Times, 21. juni 2009, som uddyber netop nogle af disse problemstillinger).

Mange iranere forsøger at prostestere mod et valgresultat, som der er indlysende indikationer på ikke er helt i overensstemmelse med vælgernes afgørelse. Men det er svært at komme til orde i dagens Iran, ikke mindst for kritiske kommentarer, men internettet er blevet et af midlerne. Blogs, Facebook og Twitter er nogle af de anvendte midler, men de støder på det problem, at afsenderne af informationer på internettet kan spores, og det udnytter de iranske myndigheder sandelig også til at spore afsendere af informationer, som udtrykker uenighed med præstestyret og dets øverste ledelse “Vogternes Råd” (i sandhed noget af en titel for et totalitært regimes øverste organ!). Ikke desto mindre findes der et mindre hav af protester på nettet. De fleste af dem – desværre for os – på det lokale sprog persisk eller farsi, men der er dog alligevel masser af websites, der er tilgængelige. Se bl.a. Toronto-iraneres protest på Facebook mod valgresultatet (Toronto Iranians Protest Against Election Result – Where is my Vote?) og se den løbende opsamling af forskellige blogs på “Global Voices”. Der er masser af indtryk og erfaringer at hente herfra, ligesom masser af nye spørgsmål samtidig også presser sig på, for samfundsstrukturen i Iran er baseret på en anden kortblanding end vi normalt opererer med.

Jeg har selv i fire tilfælde rejst gennem Iran, den ene gang i egen bil, og selvom meget sand har flyttet sig i ørkenen siden da, er mange grundlæggende karakteristika fortsat sammenlignelige, ligesom “konfrontationen” mellem verdslige og religiøse dele af samfundsstrukturen konstant har været et objekt for daglige diskussioner blandt iranere. En ganske væsentlig del af denne diskussion daterer sig faktisk helt tilbage til Islams grundlæggelse som selvstændig religion og dens efterfølgende konstituering som statsbærende relegion inden for den islamiske styreform Kalifatet. Efter Sasanidernes nederlag i 651 blev det første islamiske præstestyre (også betegnet Kalifatet) efterfølgende grundlagt i Iran, hvorefter Sasanidernes allerede enorme rige som i sin glansperiode helt eller delvist omfattede over 30 nuværende lande, blev yderligere udvidet. Godt et århundrede senere omfattede Kalifatet hele Mellemøsten, det nordlige Afrika samt Spanien og Portugal (se kort over området her). Hvis nogen synes at det er for lang tid at tænke tilbage, så husk lige på at “vore egne” tænkere og filosoffer som Platon, Sokrates, Pytagoras, osv. er langt ældre, ligesom også Aleksander den Store – som fortsat giver anledning til dønninger på Balkan – er ældre end Sasaniderne.

Hvis vi vender os til den historiske dimension inden for det aktuelle præstestyre, som kom til magten da Ayatolla Khomeiny i 1979 sammen med en utilfreds folkelig massebevægelse væltede det efterhånden bredt upopulære kejserstyre ledet af Shah Reza Pahlavi og tvang kejseren i eksil, så er det eksempelvis interessant at se på den måde, som det iranske styre har defineret sig selv på landets frimærker, de små papir-ikoner, som vi alle kender til og slikker på i tide og utide. I sammenligning med præstestyrets første tid, hvor motiver der glorificerede Irans islamiske revolution var klart dominerende gennem en årrække, er der sket et klart skred henimod en bredere anvendelse af de små papir-ikoner, hvorunder den religiøse betydning er klart aftaget. Selvom frimærker fortsat anvendes til formidling af politiske budskaber, så er der nu også plads til både blomster og lokale sportsikoner (bl.a. Ali Daei, en af verdens bedste fodboldspillere). Frimærkerne har derudover eksempelvis også været anvendt til at vise Irans modvilje mod Israel og USA, og der findes faktisk årlige frimærker fra 1980’erne til minde om iranernes erobring af USAs Ambassade i Teheran i 1980 med kapringen af en masse amerikanske gidsker, ligesom også Israels seneste forulempelser i Gaza er markeret på et frimærke, og her er det efterhånden stort set kun Israel og dets allernærmeste allierede som ikke vil erkende, at der er tale om krigsforbrydelser, så der findes da også områder, hvor vi ikke er decideret uenige med iranerne.

Det skal nu på ingen måde fjerne fokus fra den aktuelle situation i Iran, for efter valget er der dukket masser af ubehageligheder frem for dagens lys. Skønt alle omstændighederne omkring valgets afholdelse og det efterfølgende forløb er så uigennemsigtige som tilfældet er, og selvom det iranske styres måde at håndtere situationen på, gør det utroligt svært her på afstand at skille skidt fra kanel, så står der ikke desto mindre et stadig stigende antal uafklarede forhold tilbage. Jeg vil blot nævne nogle få, for der kommer uafladelig flere til.

1) Markant pressecensur. Som en konsekvens af de vanskeligheder det iranske styre udsætter iranske og udenlandske journalister og politiske kommentatorer for, er det vanskeligt at vurdere de oplysninger, som når de vestlige medier. Det iranske sikkerhedsapparat har derudover infiltreret bl.a. Twitter for at finde iranere, der markerer sig aktivt i opposition til det iranske styre, men aktive Twitter’e har identificeret en stribe falske iranske election Tweeters, læs mere her! – Derudover findes den interessante engelsksprogede website “Tehran Broadcast” med oversættelse til engelsk af en lang række persisksprogede tekster, taler, blogindlæg, m.m. fra bl.a. “balatin.com” – The Persian Social News Aggregator. Kig også på YouTube under “News & Politics”, hvor der hele tiden kommer nye videoklip fra Iran, se bl.a. denne fra BBC, 21. juni 2006, som ender med at det er demonstraterne, som forfølger sikkerhedsstyrkerne. Se også bloggen “Where is my vote – Iran election 2009 news” – collection of latest news, pictures and video about iran election 2009, med en del engelsksprogede henvisninger.

2) Det “officielle valgresultatet” udviser nogle helt uforståelige resultater, som står i totalt misforhold til de folkelige tilkendegivelser, og som på trods af den vanskelige pressedækning alligevel er nået frem til vore breddegrader. Den vælgermæssige opbakning bag Ahmadinejad finder kun sin lige i totalitære stater, og siden sidste præsidentvalg i 2009 har han tilsyneladende haft en helt eventyrlig fremgang med en mangedobling af sin opbakning, hvilket virker meget mistænkeligt. Læs mere om valgresultatet og set det grafisk i artiklen “Iran protests: Live” fra britiske Guardian (18. juni 2009) med en timeline for hændelserne umiddelbart efter valgresultatets offentliggørelse samt videoklip fra demonstrationer, som betvivlede at valgresultatet var korrekt.

3) Det “lækkede” brev fra indenrigsminister Sadeq Mahsuli til den åndelige leder Khamenei med det måske korrekte valgresultat, som var et kastrofalt og totalt nederlag for Ahmadinejad og hans støtter. Hvis det “officielle” valgresultat blot er et “fabrikeret resultat” kan det selvfølgelig forklare Ahmadinejads totale dominans, der findes næppe nogen anden holdbar forklaring. Det faktum at Ahmadinejad tilsyneladende fik en så katastrofalt ringe opbakning, som brevet beskriver, gjorde det blot endnu mere nødvendigt for styret at overdrive hans valgsejr endnu mere, så han ikke skulle ud i endnu en valgrunde (hvilket var påkrævet, hvis han ikke fik mindst 50% af de afgivne stemmer), så hvorfor så ikke bare “give” ham 62,8% ! (læs artiklen “Hemmeligt brev ‘beviser’ Musavis valgsejr” af Robert Fisk i Information, 17. juni 2009.

4) Fundet af store bunker af stemmesedler på en losseplads kort tid efter afstemningen blev skjult med gravemaskiner, ild og brændbare væsker (se eksempel på en af de fundne stemmesedler her – forsynet med det anvendte autorisationsstempel samt en stemme pp oppositionskandidaten Mohsen Rezai!).

5) Videoer og rapporter dukker konstant op på internettet med informationer om systematisk vold mod demonstranter, men (måske) også om voksende folkelig opbakning til modstanden mod styret – i det mindste mod styret i sin nuværende form. Se bl.a. indlæggene “Iran: Protesters break a taboo and defy Khamenei” (20. juni), “Iran: Protests and Repression” (15. juni) og “Iran: More citizen video from protests” (16. juni).

6) Selv om der umiddelbart (dvs. for os at se) ikke er de store politiske forskelle mellem Ahmadinejad og den førende oppositionskandidat Moussavi, så er de eksisterende forskelle trods alt så markante at styrets topledelse sætter rigtig meget på spil for at opretholde Ahmadinejad på posten på præsident. Den mest markante forskel, som falder mig i øjnene er Ahmadinejads og den åndelige leder Khameneis alliance med militæret og sikkerhedsstyrkerne. Det er også denne alliance med militæret og med Irans militærindustrielle kompleks som “bærer” Ahmadinejads nærmest uadladelige Atom-trussel fremad. Og der er vel næppe umiddelbart noget andet end netop dette ønske om at besidde kernevåben, som iranerne kan tirre det nuværende styres “Hadeobjekt No 1: USA” med, samtidig med at de med deres vedholdenhed i øvrigt også samtidig får stigende opbakning inden for “Det Muslimske Verdenssamfund”.

7) Den folkelige modstand fortsætter og øges tilsyneladende. Der er samtidig voksende international støtte til modstanden mod styret, skønt langt størstedelen blandt de dominerende dele af det internationale politiske “establishment” forholder sig markant afventende, som om der foreligger en eller anden form for “standing agreement”. Til gengæld anklager præstestyrets ledelse Vesten med USA i spidsen for at stå bag den folkelige opstand. Netop dette forhold kan gøre det betydeligt lettere for den iranske opposition at sikre en eller anden form for “normalisering” i forhold til Vesten, såfremt deres folkelige opstand lykkes. Men en helt afgørende forudsætning er at det iranske militær mister den meget omfattende indflydelse de har i dag, ellers vil der ikke være tale om et valg mellem skidt eller kanel, men snarere mellem pest og kolera, og stort set uanset, hvem, som vil have held eller dygtighed til at sikre sig magten i Iran. Se bl.a. bloggen “Revolutionary Road…”, som eksempelvis viser begivenhederne fra i lørdags, beskrivet minut for minut i “Minute by minute with Revolution!”. Da det iranske fodboldlandshold få dage efter valget spillede VM-kvalifikationskamp i Seoul mod Sydkorea stillede 6 af spillerne op med grønne bind om håndleddet (se bl.a. BBC klip fra 17. juni 2009). Men som jeg har nævnt tidligere, er det er uhyre svært land at dække, rent journalistisk. Forskellene er enorme, ikke blot regionalt, men så sandelig også socialt, og det har måske været afgørende for valgresultater, at Ahmadinejad har en meget stor opbakning blandt de socialt dårligst stillede befiolkningsgrupper, og dem er der rigtig mange af. Informations og The Independents korrespondent i Teheran, Robert Fisk, vurderer at selvom Ahmadinejad er en “uhyrlig” præsident, så kan han faktisk godt have vundet valget, blot absolut ikke så stort som tallene viste (se artiklen “Fantasi og virkelighed i Teheran” af Robert Fisk i Information, 22. juni 2009).

8) Reaktionerne fra den arabiske og islamiske verden har været spredte. De har altovervejende set situationen som et internt politisk opgør og håber generelt på opretholdelse af en religiøs og politisk stabilitet, hvortil kommer at det formentlig heller ikke ligger i første række for disse lande og regimer at kritisere demokratiets status i Iran.  Se bl.a. AP-artiklen “Arabs largely silent on Iran election and unrest” af Hadeel al-Shalchi (Cairo, 18. juni 2006).

9) Den internationale folkelige opbakning er fortsat voksende, selvom den også i ganske vid udstrækning er afventende. Som et eksempel på opbakningen kan eksempelvis nævnes initiativet til en opfordring til Google om at udskifte Google-logoet en enkelt dag med et grønt Iran-friendly Google-logo. Opfordringen ligger på http://whereistheirvote.x10hosting.com/, og da jeg var inde på den første gang, nogle timer efter dens oprettelse, støttede mere end 80% opfordringen (tilsyneladende har successen været så overvældende at siden efterfølgende er blevet overbelastet!?). Den internationale støtte har også givet sig udslag andre kampagner, deriblandt opfordring til blokering af officielle iranske websites, hvilket nogle iranske bloggere m.m. dog har opponeret imod, ud fra et argument om at det samtidig optager for megen plads af den samlede iranske båndbredde og at det dermed også hæmmer deres aktiviteter, men det er jeg usikker på, og jeg undlader at komme med anbefalinger.

… men … jeg støtter det iranske folk!

Written by go2news

juni 21, 2009 at 12:33 pm

Spillet om Danmark … interaktiv danmarkshistorie

leave a comment »

Roskilde Museum lancerede i går (22. april 2009) computerspillet “Spillet om Danmark”. Gunnar Wille, der har fungeret som instruktør af spillet samt indtalt speak til spillet deltog i præsentationen sammen med 4 elever fra Østervangskolen, hvor spillet har været testet i dets tidlige faser.

Kommentar af: Mogens Engelund

Da jeg i går besøgte Roskilde Museum i anden sammenhæng, blev jeg fanget ind af et pressemøde i forbindelse med den officielle lancering  af computerspillet “Spillet om Danmark”, et historisk strategispil for PC-ere for 5.-8. klasse om kristendommens indførelse i Danmark.

Louise Christensen fra Roskilde Museum introducerer Spillet om Danmark, og spilinstruktør Gunnar Wille står klar til at guide de 4 deltagere fra Østervangskolen gennem spillet

Louise Dahl Christensen fra Roskilde Museum introducerer Spillet om Danmark, og Gunnar Wille fra udviklingsgruppen står klar til at guide Jonas, Mikkel, Asbjørn og Michael fra Østervangskolen gennem spillet

Spillet om Danmark er et netop udviklet computer-strategispil, til brug ved undervisningen i bl.a. historie og religion. Det tager sit historiske udgangspunkt i slutningen af vikingetiden omkring den periode, hvor Harald Blåtand samler det danske rige og gør danerne kristne. Med god humor og engageret speak af spillets instruktør Gunnar Wille stilles de 2-4 deltagere i spillet over for en række realistiske dilemmaer, hvor spillernes valg bliver afgørende for deres egen og for Danmarks videre skæbne i spillet.

Spillets dilemmaer tager udgangspunkt i vikingetidens kultur og skikke stillet op over for de forandringer, som den kristne tro og kultur introducerer. Samtidig er der i dilemmaerne involveret en balancegang mellem kongens og fyrstens ønske om at opretholdelse magten, opbakning og loyalitet fra hans styrker (som elsker traditionel – måske lidt ukristen – festivitas m.m.) samtidig med at introduktionen af nye forandringer, som knytter sig til udbredelsen af kristendommen via missionærer, biskopper, m.m. er en af de forudsætninger, som er med til at knytte det nye rige sammen på et nyt fælles etisk, moralsk og kulturelt grundlag.

Jonas udvikler sin landsby

Jonas har indledt sin landsbyudvikling og overvejer om han skal anvende midler til militære eller mere fredelige formål

Spillet foregår i en virtuel version af vikingernes verden, opbygget på basis af historiske facts. Spillet er udviklet til brug på 1 PC, som spillets 2-4 spillere hele tiden må skiftes til at anvende. Spillets informationer og dilemmaer dukker op i små infobokse på skærmen samtidig med at de også lyder ud af PC’ens højttaler, så alle deltagere har mulighed for at reflektere over spørgsmål og dilemmaer.

Louise Dahl Christensen fra museet og Gunnar Wille fra udviklingsgruppen bag spillet fremhævede under spillets lancering, at det havde været deres intention at skabe et spil som ville inddrage eleverne og gør dem aktive og deltagende, samtidig med at spillet kunne give deltagerne en viden, som de kan relatere til nutidens moralske, kulturelle og etiske dilemmaer.

Som spillet skred frem viste det sig hurtigt, at de fire spillere konstant diskuterede dilemmaerne, og at den “ulempe”, at der “kun” var 1 PC til fire spillere, til overmål blev opvejet af den aktive medinddragen og diskussion, som alle deltagere udviste. Det var ikke nødvendigt at f’ølge med på skærmen, via højttaleren blev dilemmaerne offentliggjort, så alle spillere kunne gøre sig deres overvejelser og knytte kommentarer til den aktive spillers valg. I overensstemmelse med de historiske kendsgerninger er der inddraget konfrontationer mellem deltagerne og fiktive grupper. Slagscenernes voldsomhed udgøres af fint afstemte lydfrekvenser og en grafik, som – inden for den korte tid, som slagene udspiller sig over – rent faktisk viser slagenes udvikling.

Mikkel i kamp mod fremmede styrker

Mikkel har kastet sig ud i kamp mod en af sine modstandere, for uden militære styrkeprøver er det umuligt at samle Danmark og gøre danerne kristne

I slagene er indbygget komponenter, som inddrager den strategi, som den pågældende spiller har valgt, dvs. om der eksempelvis satset entydigt på militær oprustning, eller om der støttes med missionærer, m.m. Styrkelse af vikingernes traditionelle Asa-tro giver i nogle tilfælde bedre resultat i kampe, mens styrkelse af Kristendom styrker spillerens indflydelse.

Spillet er inddelt i faser på ca. 20 min., som svarer nogenlunde til den tid, der er til rådighed i en lektionstime i folkeskolen. Såvidt jeg umiddelbart kan overskue, så er spillet – i sin nuværende form – beregnet til et forløb, der omfatter 3 faser. Det mener jeg er en styrke ved spillet, så det ikke bliver et evighedsspil. Man kan sagtens spille videre i timevis (jeg har netop checket!), og jeg opdagede faktisk først mange af spillets små finesser meget sent i spillet, men det er da også kun en styrke, som giver lærere og spilvejledere øgede muligheder for at inddrage større viden og bredere indsigt undervejs. Jeg vil ikke her afsløre hverken strategier eller andet, blot opfordre til anvendelse af spillet.

Der er masser af muligheder til at søge supplerende historisk information undervejs, herunder informationer, der kan belyse, hvad den enkelte spillers score er et udtryk for.

Spillet om Danmark er udviklet med støtte fra Uni-C – Danmarks IT-center for Uddannelse og Forskning, til udvikling af digitale undervisningsmaterialer, med midler fra den såkaldte E-museumspulje, hvorfra museet har modtaget ½ mio. kroner. Roskilde Museum har produceret PC-spillet i samarbejde med manuskriptforfatter Jacob Wille, instruktør og børnebogsforfatter Gunnar Wille, grafiker Niels Dal Valentin, E-learningkonsulent Niels Østergaard, og produktionsselskabet Fabulab. Elever på Østervangskolen i Roskilde har undervejs testet spillet.

Læs mere om spillet på Roskilde Museums hjemmeside. – og hvis du har tid og lyst kan du starte Spillet om Danmark ved at trykke her!

Written by go2news

april 23, 2009 at 7:10 am

Nepal, … peace! please! … Thank You!

with one comment

kort kommentar af Mogens Engelund

Det er lykkedes maoisternes frygtindgydende chairman Prachanda at indgå en yderst omhyggeligt bearbejdet fredsaftale med lederen af den samlede demokratiske parti-alliance, den aldrende Girija Prasad Koirala. Fredsaftalen er stor og omfattende, og såfremt vi kigger tilbage over skulderen og se på det historiske forløb siden den demokratiske revolution i 1990, så er det umiddelbart maoisterne, der har været tungen på vægtskålen for den igangværende nye demokratiske revolution, “Rhododendron-revolution” som nogen kalder den, eller “Jana Andolan II”, som den ofte kaldes i Nepal (hvor “Jana Andolan I” var omvæltningen i 1990.

Kigger vi på aftalens indhold og de under konflikten og fredsprocessen opnåede sociale, humanitære, demokratiske og andre mål, så er det atter maoisterne, der har været den part, der har stået mest fast på de krav, som de allerede opstillede første gang for mere end 10 år siden, og som ingen af datidens politikere ville tage seriøst. Det gælder også den nuværende premierminister Girija Koirala, som absolut IKKE ønskede at give nogen former for indrømmelser til maoisterne, selvom det allerede dengang var klart, at deres krav egentlig ikke var særlig vidtgående. Læs eksempelvis maoisternes forslag eller krav til den nepalesiske regering fra januar 1996.

Det er i det hele taget overmådelig glædeligt at denne fredsaftale kunne indgås. Læs hele fredsaftalen i engelsk oversættelse her: “Nepal Peace Agreement, November 2006“.

Ønsker du flere informationer om Nepal, så kig evt. i min gradvis voksende ordforklaringoversigt eller lille Nepal-leksikon “Nepal fra A-Z“. Det er en ny lille oversigt, der vokser daglig men som skulle rumme mere end 1.000 opslag inden juleaften. Har du ønsker eller forslag, så send mig en mail eller en kommentar.

Written by go2news

november 22, 2006 at 4:25 pm

Lagt i Nepal, Politik, Terror

“Bomben” sprang i Nord-Korea

leave a comment »

af Mogens Engelund
15. oktober 2006

Efter utallige advarsler sprang der en bombe iNordkoreas undergrundsverden. “Hvad var det dog, der skete?” var der mange, der spurgte, men gennemgående var indtrykket, at landet på trods af mange advarsler alligevel “…fyrede den af!”

Men … kigger man efterretningerne lidt efter i sømmene, så er historien en lidt anden. Sprængningen gav godt nok store internationale dønninger i atomklassen, men ofrer man i stedet lidt opmærksomhed på de geologiske efterdønninger, såviser det sig ganske tydeligt, at enten har Nordkorea opfundet en aldeles imponerende “mini-atombombe” eller også var det blot en ganske konventionel bombe, der blev affyret under jorden forleden dag (sprængningen var ikke mindre en 60 gange mindre end Hiroshimabomben, som er en af de mindste bomber, der rent teknisk kan fremstilles).

Vi er mange, der ikke mener, at Nordkorea har tilstrækkeligt med økonomiske ressourcer til at opfinde en så dyb tallerken som en “mini-atombombe” er. Derfor konkluderer vi ganske kynisk at der blot var tale om en konventionel bombe. Læs mere om bombesprængningen i artiklen: Nord-Korea og “Bomben”

Men hvad kunne formålet så være. Egentlig synes jeg ikke det er så svært at se. Nordkorea er lukket ude fra de internationale samfund. Mange er enige med hinanden i at det er Nordkoreas egen skyld, men det internationale samfund kunne nu godt have gjort ganske meget. Eksempelvis synes jeg godt at USA godt have været så anstændig at have indgået en fredsaftale med Nordkorea efter Korea-krigen, som mange tror blev afsluttet i 1953, men sådan er det ikke i Nordkorea, som rent faktisk har levet i en form for krigsøkonomi lige siden (og det er USA ganske bevidst om). USA må derfor også (sammen med FN og store dele af den resterende del af det internationale samfund) bære en væsentligt ansvar for den fattigdom, som hovedparten af den nordkoreanske befolkning er underlagt.

Når man kender lidt mere til disse forhold, så forekommer det da nærmest mere end sandsynoigt, at Nordkorea blot ønskede at anvende bomben som et middel til at bane vej for en øget international interaktion, øget samarbejde og øget bistand for at bekæmpe den udbredte fattigdom samt international accept og hjælp til at bringe landet ud af den kroniske krigsøkonomi, der i så mange år har resulteret i misudnyttelse af landets økonomiske og menneskelige ressourcer.

Written by go2news

oktober 15, 2006 at 11:24 am

Thailand – et valg med flertal for “no-vote”?

leave a comment »

Kommentar af: Mogens Engelund

En lang række demonstrationer i specielt Bangkok, men også i flere andre større byer fik Thailands premierminister Thaksin til den 24. februar at opløse parlamentet og udskrive valg til afholdelse den 2. april. Det kan virke som en meget overraskende beslutning i lyset af at valget for blot et år siden gav en bred opbakning bag Thaksin og hans parti Thai Rak Thai (Thai’er elsker Thailand). Dengang vandt Thai Rak Thai partiet 377 af parlamentets 500 pladser.

Dengang håbede oppositionen på et langt bredere tilslutning, end det blev tilfældet. Men i mellemtiden har oppositionspartierne fået koordineret deres indbyrdes uenigheder. Oppositionen står derfor i dag mere samlet og der bred enighed på langt flere områder end tidligere. Kun et af de oppositionspartier, der har plads i parlamentet, stiller op ved valget, mens resten støtter en boycot af valget. I Thailand udøves en valgboycot ved at stemme blankt.

Valget i går, 2. april 2006

Valget afholdes i 400 enkeltmandskredse kombineret med liste-valg (hvor der vælges 100), men efter en regel i de thailandske valglove, er der et krav om, at en kandidat for at opnå en plads i parlamentet ikke blot vinder valget i valgkredsen, men at vedkommende derudover opnår mindst 20% af de afgivne stemmer.

Der er næppe tvivl om at Thaksins kandidater vinder hovedparten af pladserne, men der kan være tvivl om de kan opfylde kravet om 20% af stemmerne, såfremt oppositionspartiernes boycot får den tilsigtede effekt.

Det anslås at omkring 50 kandidater vil falde for denne regel, som også gælder selvom de stiller op uden modkandidater. Som et kuriosum har det vist sig at i valgkredsen omkring havne- og turistbyen Surat Thani (hvorfra man kan sejle til Koh Samui) viste de første optællinger, at 99% af de afgivne stemmer var blanke, og her har oppositionen altså sikret sig en overvældende valgsejr gennem deres boycot. Også i Bangkok var rigtog mange stemmesedler blanke, men omfanget er endnu ikke kendt. Der stemmes ved omkring 87.000 valgsteder, hvorfra stemmeboksene transporteres til centrale optællingssteder i de enkelte valgkredse, og der er som nævnt 400 valgkredse.

Men nu er det yderligere således, at valglovene og forfatningen kræver at parlamentet skal være fuldtalligt, før det kan udpege en premierminister. Så uanset hvad Thaksin gør, og uanset hvor stor hans valgsejr bliver, så ender han under alle omstændigheder i en politisk krisesituation, der ikke kan løses, før efter afholdelse af nye valg i de berørte valgkredse, og måske heller ikke der. Konsekvensen bliver en forfatningsmæssig krise, som formentlig ikke kan løses uden inddragelse af oppositionen og måske også kongen.

Den sociale og økonomiske baggrund

Det er god politisk grundlærdom, at der – inden for visse rammer – kan foregå en vis grad af regulering eller påvirkning af den tilstrømning fra landområder til byerne, der er et resultat af de generelle økonomiske udviklingstendenser, mekanisering af landbruget og det generelle ønske om at sikre børnene bedre uddannelse og bedre jobmuligheder. Mulighederne for regulering ligger ved bl.a. at sikre landområderne bedre levevilkår, herunder bedre uddannelses- og jobmuligheder.

Der har været stor tradition for denne type af reguleringer i Thailand. Alle turister i Thailand har utvivlsomt set, hvorledes mange etniske minoritetsgrupper i den nordlige del af Thailand tydeligvis har fået bedre vilkår, bedre boliger, bedre muligheder for at udnytte deres kulturelle og hårarbejdsmæssige færdigheder. Mange har den fejlagtige opfattelse, at det kun er sket på grund af turismen, og måske også betalt af turisternes penge.

Sådan hænger det nu ikke sammen, for selvom turistøkonomien er meget stor, så ville denne etniske del af turistindustrien have set helt anderledes ud, såfremt den kun var funderet på turistøkonomien. Der er sket store økonomiske udligninger fra de økonomisk velstillede områder til landområderne i specielt den nordlige del af Thailand. Kongefamiliens indflydelse – specielt Dronning Sirikits – har været meget omfattende og måske endog af afgørende betydning.

Derudover kommer, at under den voksende globaliseringbølge har Thailand været langt fremme. Rent arbejdsmæssigt, så er den thailandske arbejdskraft af meget høj standard, rimeligt veluddannet og stærkt disciplineret. Også på landet har det været relativt nemt at få bønderne til at lægge deres produktion om fra fødevareproduktion til salgs- og eksportafgrøder. Eksempelvis er store dele af den danske kødproduktion afhængig af importerede fødevarer til svin og kvæg. Og bl.a. Thailand er en af de store leverandører af soyakager til dyrefoder. Danmark har formentlig et areal i Thailand tilplantet med dyrefoder, der svarer til en område på størrelse med Sjælland (det er blot en billede, man kan simpelthen ikke lave denne slags sammenligninger). Dvs. at en stor del af den thailandske befolkning er afhængig af, at den danske svine- og kvægproduktion opretholdes (og tag endelig ikke fejl, mange af disse småbønder kender ved faktisk godt, hvilke sammenhænge de indgår som en del af).

Hidtil har det kunnet lade sig gøre at foretage disse økonomiske udligninger. Det har været min opfattelse at middelklassen i byerne har formået at lade den fattigere arbejderklasse “betale regningen” (og det var jo også først og fremmest dem, der vandrede ind fra landområderne, traditionelt set). Det forhold, at der ikke har eksisteret en velorganiseret solidarisk fagbevægelse har gjort det lettere at vælte byrderne over på den hastigt voksende arbejderklasse, og byrderne har i vid udstrækning kunnet betales i kraft af denne vækst i arbejderklassen og af industrisektoren som helhed.

Men den generelle vækst, som Thailand gennemløb gav basis for et voksende veluddannet middelklasse i byerne, ikke mindst i den centrale region omkring Bangkok samt i en række andre byområder (herunder betydningsfulde turistområder). Den “fejl” Thaksin gjorde, var ikke blot at han fortsatte med de økonomiske udligninger, men han øgede dem mærkbart, samtidig med at han iværksatte en række stærkt omkostningsbelastede prestigebyggerier, motorvejsanlæg i Bangkok og omegn, skytrin og metro, en imponerende højbro med omfattende motorvejsanlæg i tilknytning til anlæggelsen af Bangkoks nye lufthavn og sidst det udskudte projekt med en 50 km lang bro over sump og eng-områderne ved Den Thailandske havbugt sydvest for Bangkok.

At Thaksin så derudover anklages for at sælge ud af Thailand, da de solgte den tele-virksomhed, som Thaksin tidligere havde grundlagt og bygget op, til et konsortium fra Singapore, var blot en af de dråber, der fik bægeret til at flyde over. Og at gevinsten på omkring 12 milliarder kr som Thaksin-familien scorede derudover var skattefri, gavnede da absolut ikke Thaksins position. Uanset deres begrundelser, så har mange af hans støtter inden for partiet vendt sig fra ham og anklagerne strækker sig fra nepotisme og korruption til at Thaksin er aldeles udemokratisk. Oppositionen mener at have beviser på at Thaksin og Thai Rak Thai har snydt under valgkampen, hvor de anklages for at have købt sig til stemmer.

Denne type anklager er ikke noget nyt, men det er væsentligt at forstå, at magtspillet nu er lignet op til en kamp mellem middelklassen i Bangkok og andre byområder om større politisk indflydelse. Denne gruppes indflydelse på den økonomiske udvikling er i forvejen aldeles afgørende, og det kan bl.a. ses af det forhold, at deres småaktioner, iflg. turistmyndighederne, har fået mindst 65.000 turister til at aflyse deres rejse til Thailand.

Optakten til valget

Selve optakten til valget var relativt rolig med færre og mindre demonstrationer end mange af organisatorerne havde forventet. Oppositionen så gerne at Thaksin gik af inden valget, eller at han bøjede sig og indgik en aftale med oppositionen, der i givet fald formentlig også ville betyde hans afgang.

Der har været enkelte sammenstød under valget og mindre bomber efter valget i Sydthailand, hvortil kommer ugentlige demonstrationer i Bangkok hver søndag, efter at det viste sig, at demonstrationer skulle koordineres, såfremt det skulle lykkes at få mange til at møde frem.

Thaksin kommer oprindelig fra den lille by Sankamphaeng nær Chiang Mai i Nordthailand, og hans kendskab til udviklingen i landområderne, og deres betydning for økonomisk stabilitet har utvivlsomt spillet en stor rolle for udvikling af hans og hans partis politiske reformprogrammer, men dette forhold har på ingen måde gavnet ham i forhold til byernes middelklasse, som føler sig svigtet af netop denne politiks konsekvenser.

Konsekvenserne efter valget er ret uoverskuelige. Forfatningsmæssig krise og økonomisk kaos, ikke mindst inden for bygge og anlægssektoren samt industrisektoren og en lang række udviklingsmæssige aktiviteter i landområderne vil blive direkte berørt af konsekvenserne. Turistsektoren vil ikke blive direkte berørt udover de forstyrrelser, der vil være en konsekvens af forskellige aktioner og demonstrationer. Men stort set alle meningsmålinger peger på, at thaierne som helhed ikke ønsker at fortsætte med at aktionere og demonstrere, og det kan så til gengæld være med at til skærpe de konfrontationer, som næppe kan undgås. Thaksin udtalte inden valget, at han ville sikre mere “ro og orden”, hvilket kan tolkes som en mere konsekvent indgriben over for demonstrationer, men det er endnu alt for tidligt at komme med vurderinger herom.

Seneste nyt:

Optællingerne, som er i gang har givet en markant støtte til oppositionen, og der er i et stort antal valgkredse i eksempelvis Bangkok-regionen i 27 valgkredse (ud af i alt 36) afgivet flere NO-VOTE stemmer, end der er afgivet stemmer til Thaksins kandidat fra Thai Rak Thai partiet. Men det er først og fremmest i Bangkok og enkelte andre større byer, at denne tendens vil være så tydelig. Følg med på The Nations uofficielle opffentliggørelse af valgresultaterne.

Thaksin befinder sig da også tydeligvis i en tænkeboks. Han aflyste et pressemøde i går, men har dog givet tilsagn om at træde offentligt frem senere i dag mandag, når tendenserne er lidt mere tydelige. Men der verserer allerede rygter om at Thaksin måske er parat til at træde tilbage og lade en anden fra Thai Rak Thai overtage premierministerposten, såfremt der kan opnås enighed herom. Men der foreligger endnu ikke nogen former for nøjagtige detaljer herom eller om hvem, der i givet fald skulle blive enige, eller om hvad.

Læs mere her:
Thai PM sees early poll setback, fra BBC, 3 April 2006. 
Early indications from Thailand’s general election show the number of abstentions may exceed votes for the prime minister in some areas.
2Bangkok.com
The Nation: Uofficiel opffentliggørelse af valgresultaterne
Thailand legislative election, 2005, om sidste års parlamentsvalg, fra Wikipedia

Kilde: Thailand – Parlamentsvalg med tvivlsomt flertal til Thaksin: Flere ubekendte under valg med flertal for en “no-vote”!?

Written by go2news

april 3, 2006 at 10:34 am

Lagt i Politik, Thailand

Konfrontationerne skærpes i Nepal?

leave a comment »

Kommentar af: Mogens Engelund

I Nepal er det blevet stadig mere klart for såvel iagttagere som for de deltagende parter i konflikten, at en militær løsning ikke længere er mulig for hverken maoisterne eller for regeringen. Kong Gyanendra – der bestandig udtaler sin støtte til demokrati med sine læber samtidig med at hans hænder fortager det stik modsatte – mister stadig mere af sin opbakning, selv blandt sine egne. Alligevel åbnede hæren tidligere i dag en væbnet konfrontationskurs, der forekommer at være en skærpelse af den hidtidige linie. Et maoistmøde i Thokarpa i Sindhupalchowk Distrikt umiddelbart øst for Kathmandu-Dalen blev angrebet fra luften. Fire maoister og en civil blev dræbt. Et øjenvidne har rapporteret om hændelsen og hele forløbet, se hele beretningen fra Bhojraj Bhat samt hans gribende billeder i artiklen: "Live From The War Zone. Thokarpa Aerial Attack" fra "United We Blog! for a Democratic Nepal".

Der er selvfølgelig en bagtanke med aktionen, og en hurtig analyse kunne pege på et par bemærkelsesværdigheder. Der er kun få dage til den formentlig omfattende "generalstrejke" (Bandh), som er planlagt til 3.-6. april, og såfremt det skal lykkes kongen at splitte samarbejdet mellem den demokratiske 7-parti-alliance og maoisterne inden da, så kunne det det eksempelvis ske ved at lægge pres på maoisterne og tvinge dem til at optrappe den militære kamp, for derved måske at svække den popularitetsbølge, som maoisterne rider lidt på i øjeblikket. Der er næppe tvivl om at en optrapning af kampene vil kunne øge visse modsætninger inden for maoisterne, men om det vil være tilstrækkeligt til at der sker nogen form for splittelse på et tidspunkt, hvor mange indikatorer peger på at der er en løsning i sigte, mere eller mindre udenom kongen.

Men Kong Gyanendras reaktionsmønster er svært at forudsige – med mindre man udarbejder en analyse, og vælger netop den løsning, der står mest i modsætning til de handlinger, kongen burde foretage for at opnå det demokratiske samfund han siger, han ønsker at genetablere. Lige netop derfor er det stort set umuligt at forudsige andet end at situationen kan kulminere hvad dag det skal være, men også, at en løsning kan være inden for rækkevidde – også uden kongens medvirken, da der efterhånden falder stadig flere af kongens støtter fra.

Disse bemærkninger er blot en kommentar til situationen og ikke en egentlig analyse, den må lige vente til flere af de involverede begynder at flytte nogle af deres "brikker".

Der er mange måder at vurdere situationen på. Læs også en frisk nepalesisk vurdering, jeg lige har modtaget fra Pravin Rajbahak, der kommenterer Indiens rolle i den aktuelle situation i Nepal i lyset af de tragiske bombeaktioner i Benares (Varanasi) den 7. marts. Læs hans artikel: "Lessons from the Benaras Blasts"

kilde: “Info-BLOG’en, en Weblog med mening og indhold”

Written by go2news

marts 30, 2006 at 1:03 am